I henhold til Undervisningsministeriet var andelen af elever i folkeskolen anbragt uden for normalklassen i 1975 2,26 procent. Den var i 2003 vokset til 2,71 procent. Det giver en vækst over 28 år på 0,45 procentpoint svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på 0,016 procentpoint. Og for så vidt angår den almindelige specialundervisning inden for klassens rammer har den hele tiden andraget omkring 12 procent af eleverne. Så vidt kontorchef i KL Jonatan Schloss påstand i sidste nummer af Folkeskolen om den voldsomme vækst på området.

Jonatan Schloss har ret i tre ting: Det er rigtigt, at økonomien på området løber løbsk. Det skyldes primært de sindssygt kostbare anbringelser, der ikke handler om skolens, men om hjemmenes mangel på rummelighed. Han har også ret i, at behovet for ikke udbuddet af specialundervisning i enhver form er øget voldsomt. Det er derfor, folkeskolens rummelighed (læs: ligegladhed) nu er ved at tage pusten fuldstændigt fra lærerne. Og endelig har Schloss ret i, at det haster med nogle dybtgående analyser af årsagerne til denne eksplosive udvikling i antallet af behandlingskrævende børn og unge.

I så henseende er der nu hjælp at hente hos den psykologiske ekspertise på området. Den siger, at klassens opløsning, ansvar for egen læring og manglende forudsigelighed i skolens hverdag, kort sagt den »fleksible« skole, producerer stimer af behandlingskrævende børn med adfærdsforstyrrelser. Og jeg kan som lærer tilføje, at disse børn gør det umuligt for lærerne at sikre et læringsmiljø, som de svage elever kan lære noget i. Hvilket igen bidrager til at øge presset på specialundervisningen.

Hallo jorden kalder KL jorden kalder KL hallo, er der nogen?