Lærernes arbejdstidsaftale er til forhandling. Lederforeningen er blandt andet gennem rapporten »Tid til Tillid« kommet med nogle ledersynspunkter på aftalen og muligheden for ledelse i skolen.

Man kan spørge, om det er i tidens ånd at planlægge en lærers arbejde et helt år i forvejen med en detaljeringsgrad, der svarer til en større militær operation, og om det kan være rigtigt, at tilrettelæggelsen af arbejdet ikke kan diskuteres og ændres efter skift i arbejdssituationen. Der kunne jo komme et barn med særlige behov i klassen, uden at det absolut behøver udløse overtid til dobbeltbetaling. Rundstykkerne hos bageren bliver jo heller ikke dobbelt så dyre, fordi en bagersvend har barn syg, og en vikar skal indkaldes.

En kommende arbejdstidsaftale skal skrues sammen, så lærere og ledere kan gå i konstruktiv dialog om opgavens løsning og indhold frem for at diskutere, om der skal anvendes ti eller 12 timer på rengøring af keramikovnen. En skole, der tager afsæt i, at læreropgaven er et gruppearbejde med forpligtigelse til koordinering og samarbejde. Det betyder en markant øget tilstedeværelse på skolen ikke i nogle rigide samarbejdsstrukturer, hvor mødeformen er vigtigere end indholdet, men et ægte kollegialt fællesskab, hvor accept og respekt for forskellighed er i højsædet. En skole, hvor barnets udvikling er i centrum for skolens aktiviteter.

Når man læser oplægget til kongressen, sidder man tilbage med en forstemmende fornemmelse af, at diskussionen mere handler om lærerens ret til selv at lede og fordele arbejdet end om opgavens løsning. Udgangspunktet er en forældet diskussion om, hvem der har ret til at bestemme hvad. Skolelederens opgave er, hvis forslaget vedtages, en dis­kussion om overordnede retningslinjer og sidenhen at lægge kabale på computeren.

En leder i dag skal ikke helbrede, men forebygge. Det gøres i et samarbejde, hvor man diskuterer og fastlægger en strategi for skolens udvikling. Værktøjskassen til det hedder visioner, udviklingsplaner og i detaljen arbejdsmiljøpolitik, seniorpolitik og så videre. På den måde sikrer vi, at skolen er på forkant, frem for at skulle opleve en defensiv skole, der hele tiden skal forsvare sig mod mere eller mindre uvederheftige angreb.

Mange lærere oplever nødvendigheden af enighed som forudsætning for at drive skole. Enighed kræver en meget lang samtale, men vi har ikke ubegrænsede samtaleresurser. Man kan ikke som i de glade tressere diskutere i dagevis, om børnene må være langhårede på skolen eller ej, for at opnå konsensus. I rapporten »Det gode lærerliv« bliver der netop peget på, at mange lærere oplever, at tidskrævende møder med begrænset indhold er en af belastningerne i arbejdet. Skolens medarbejdere må lære at tage afsæt i uenigheden og respektere lederens ret til at kompensere for manglen på rationalitet ved, at han træffer en afgørelse.

Centralt kunne man fastsætte arbejdstiden og så overlade resten til engagerede lærere og ledere.