Folkeskolen har en formålsparagraf, der blandt andet fortæller, at det er folkeskolens opgave at »fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling«.

I bemærkningerne står, at »alsidig personlig udvikling« betyder, »at folkeskolen skal tilgodese alle sider af den enkelte elevs udvikling, det vil sige såvel den åndelige, intellektuelle, musiske, fysiske som den sociale«.

Der må ikke blive signalforvirring i forhold hertil.

Ved indgåelse af folkeskolelovsforliget blev der ikke lagt op til udvidet brug af prøver og test. Ikke desto mindre præges skoledebatten af krav om flere test. I øjeblikket pågår der et arbejde med omformning af Klare Mål til Fælles Mål. Klare Måls vejledende delmål beskrev »forventninger til, hvad eleverne almindeligvis kan og ved inden for området«. De bindende trinmål formuleres som »undervisningen skal lede frem mod, at eleverne har tilegnet sig kundskaber og færdigheder, der sætter dem i stand til at ...«, og så følger en række pinde, der nu er bindende, uanset timetal, undervisningsmidler, lokalemuligheder eller lærernes forudsætninger for at leve op til de bindende trinmål.

Det er nemt at teste på sådanne pinde.

Dokumentationen for, hvornår undervisning lykkes, ligger både i processen og i resultatet, men hvordan skal man kunne teste »farven på Barcebäck«?

Overskriften er hentet fra en episode i billedkunst i en 4. klasse, hvor eleverne lavede maleri over selvvalgte temaer. En elev kom glædesstrålende hen til læreren med den grimmeste farve, man kan tænke sig. Den man får, når alle farver røres sammen.

Tilsyneladende uden sans for farveblandinger. »Den skal jeg bruge til Barsebäck, er den ikke flot?«

Eleven havde eksperimenteret sig frem til en hæslig farve for at kunne male noget, der i hendes øjne var en trussel. Den glæde, hun fik ved sin opdagelse af den grimme farve, vil aldrig nogen sinde kunne indgå på nogen skolers hjemmesider eller i nogen rapporter som dokumentation for, at den elev havde indlevelse, farvesans og glæde ved sit maleri. Maleriet var oven i købet en elendig dokumentation, trist som det var at se på, men undervisningen lykkedes, og eleven fik erfaringer.

Det er ikke nemt at måle, om folkeskolen »tilgodeser den enkelte elevs såvel åndelige, intellektuelle, musiske, fysiske som sociale udvikling«, og det er direkte dumt at forsøge. Det vil være endnu dummere, hvis folkeskolen skulle gennemgå de fejlgreb, som nogle landes skolevæsener allerede har måttet bøde for som følge af misfor­stået effektivitetskontrol.

Vi vil lave god undervisning, men vi vil ikke være med til at afvæbne folkeskolens formålsparagraf indefra.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLFs organisationsudvalg