Jeg har siddet i hovedstyrelsen siden januar 2000. Det har været en forrygende og spændende periode. Vi har været enige om meget i hovedstyrelsen. Men vi har også haft diskussioner og opgør både indadtil og udadtil om Ny Løn, arbejdstidsaftalen, forlodsfinansiering og Overenskomst 02 og folkeskoleloven.

Seje, men også frugtbare dis­kussioner, som har ført til, at for­eningen har ændret politik. Kampen mod Ny Løn har fået medvind nu. Overenskomstkampagnerne og det store nej nyttede. Og opgøret med Ny Løn skal føres igennem ved Overenskomst 05. Vi må kræ­ve et nyt og bedre lønsystem med centrale lønforhandlinger, der skal bruges til at sikre og udvikle reallønnen. Vi skal ikke acceptere et uigennemsigtigt system med muligheder for, at arbejdsgiverne kan kalde de ansatte til individuel løn- og karaktergivning på kontoret.

Vi har også valgt en ny formand, som har fået Lærerforeningen på banen. Det er godt.

Men der er bestemt fortsat brug for et kritisk med- og modspil.

DLF skal fortsat være en fagforening. Vi skal ikke være en »professionsforening«, som tager udgangspunkt i skolens behov.

DLF skal tage udgangspunkt i medlemmernes krav. Heldigvis er der ofte sammenfald. Men bestemt ikke altid. Det er en balance, hvor der skal holdes igen på alle de store og dyre ord, som ofte lander hos den enkelte lærer ude i et overfyldt klasselokale.

Den aktuelle diskussion om rummelighed er et godt eksempel. Skoler og kommuner kræver med mange fine ord mere gratis rummelighed af lærerne, selv om skolen aldrig har været så rummelig som nu. DLF skal give kommunerne kamp til stregen, når de fremturer med deres dobbeltmoral om, at det er »synd at udskille elever«, mens de i virkeligheden kun tænker på økonomi og skattestop.