Vores sprog er jo som bekendt i evig forandring, og sådan skal det være. Vi skal jo ikke gå rundt og tale med hinanden som for 1.000 år siden bruge de samme sproglige vendinger og høflighedsfraser som for 200 år siden.

Nu udsætter jeg mig imidlertid for faren for at blive kaldt en gammel sprogoldsag af en overlærer, men jeg er ved at blive drevet til vanvid af hallå og gider. Jeg er så langt ude i tovene, at jeg pure nægter at tage telefonen, når en elev siger: »Hallå det her key­board gider ikk og si noget«. Eller »Hallå den her computer gider ikk«. Det viser stor mangel på sproglig forståelse.

Misbrugen af at gide trodser næsten enhver beskrivelse, for det er et misbrug, der finder sted blandt både børn og voksne. Det er et negativt ladet ord, som dels spreder kedelige vibrationer, dels bliver brugt helt forkert. Jeg skal her nøjes med eksempler, jeg inden for de seneste dage har hørt voksne udbasunere: »Hallå det der det gider jeg bare ikk høre på« eller »Jeg gider simpelthen ikke ha I løber rundt herinde«.

Hvad skal vi stille op med den slags?

Vi skal naturligvis bruge mere tid på det talte sprog. Hvorfor ikke lave en »Det talte sprogs dag«, hvor man øver sig i at tale et korrekt dansk? Sproglig dannelse om hvordan man hilser på hinanden? Eller hvordan man bruger høflighedsfraser uden at lyde overfladisk? Små øvelser i det talte sprog.

Under alle omstændigheder skurrer det disharmonisk i mine ører, når de bliver udsat for sproglig fladpandethed af værste skuffe og i den skuffe finder man både hallå og gider. Kunne vi så bare låse skuffen, støbe nøglen ind i beton og smide den ned i Skovsøen. Nej vel, det er garanteret ikke nok. Jeg ender vel selv med at bruge udtrykkene en af dagene.