Stor enighed efterfulgt af udpræget tavshed virker yderst foruroligende på mig. Derfor deler jeg bekymringen over hovedstyrelsens »stikken hovedet i bus­ken« vedrørende nuanceringen af arbejdstidsdebatten. Associa­tio­ner­ne til kongressen 2001 ligger lige for. »En kongres der samler« blev den kaldt, og vi væltede os blandt andet rundt i eufori over et massivt krav om nej til forlodsfinansiering. Fløjkrigen var død og mudderkastning afskaffet i hovedstyrelsen, troede vi, men under Overenskomst 02-forhandlingerne var der pludselig 12 medlemmer af hovedstyrelsen, der ville give formanden mandat til en forlodsfinansiering på 2,11 procent. Led disse folk af hukommelsestab, var de blot dybt utroværdige, eller turde de, som politisk valgte, ikke at ytre deres mening på det rette tidspunkt? Var det de samme, der ikke ønskede en offensiv nej-kampagne fra DLFs side af frygt for, at vi kunne komme til at påvirke medlemmerne i de andre organisationer under Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte? Er det det, politik handler om at holde mund?

Som kandidat til hovedstyrelsesvalget er det ikke den sti, jeg ønsker at betræde.

Jeg er enig i hovedstyrelsens krav om en central aftale, men er meget skeptisk over for troen på, at så længe vi følger professionstankegangen, er vi sikre på adgang til Lykkeland. DLF skal være en konstruktiv medspiller i udviklingen af folkeskolen, og tælleriet er ikke særligt udviklende, men opgøret med tælleriet må ikke i »den professionelle lærers« hellige navn blive ensbetydende med gratis arbejde. Med respekt for at nogle kort holdes tæt til kroppen inden de konkrete forhandlinger, må debatten om nødvendige sikringer konkretiseres. Debatten må tydeliggøre, hvilke problemstillinger der er i en ny arbejdstidsaftale.