»Det eneste alternativ til formynderiet er samtalens mulighed«.

Villy Sørensen

Samtale, det både at tale, lytte og svare, er et kernepunkt i den demokratiske skoles undervisning og opdragelse. Ligesom samtale er kernepunktet i det samarbejdende folkestyre. Respekt for hinanden som medmennesker, kolleger eller modparter er forudsætningen for, at demokratiet kan fungere. I hverdagen på arbejdspladsen, i institutioner, organisationer og foreningsliv og i lovgivningsarbejdet.

Det er Danmark.

Og det er det, Danmark gerne vil være kendt for. At meninger kan brydes også voldsomt uden frygt for meningspoliti, stikkere eller forfølgelse. Derfor må enhver også tage afstand fra det samfund, der beskrives i følgende beretning:

»Alle var utrygge ved alle, man tav i toget, man tav i bussen, særlig landets lærerværelser blev forvandlet til minefelter. Såkaldte antiracistiske lobbyister stak og angav deres egne landsmænd, som var de betalt for det. Hvad de jo også er«.

Det kunne være en beretning fra Sovjet eller det tidligere Østtyskland. Men det er fra en tale, som forfatter og EU-politiker Ulla Dahlerup holdt i sidste uge. Om Danmark.

45 minutter med uhyrligheder og udokumenterede påstande. Hvor findes det lærerværelse? Hvem betaler hvilke stikkere? Der var ingen argumentation eller bevisførelse. »I sorte sværme kom hadet flyvende ligesom ravne«, som Dahlerup klumpedumpe-poetisk selv beskrev 80erne og 90erne. Det var slamtale ikke samtale. Og meget udansk.

Men det mest rystende er, at hun er kandidat for Dansk Folkeparti regeringens faste støtteparti. Som ikke har taget afstand fra de hadefulde giftigheder.

-th

Se side 32