Debat
Mere fagforening og mindre ideologi
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Niels Christian Sauer kan mange fine ord.
Nu udfoldes lærerarbejdet i et fraktalt kaos, lærerprofessionen er hyperkompleks, og lærerarbejdet er i bund og grund ikke et traditionelt lønarbejde.
Ordene benyttes til at tilbagevise mit ønske om en ny politik i DLF, hvor en resultatsøgende fagpolitik skal erstatte den nuværende katastrofale, centralistiske og meget ideologiske politik.
Vores kommunale arbejdsgivere behandler os uden den fintfølende indsigt i lærerprofessionen, som Sauer tager udgangspunkt i. Vi behandles uden omsvøb som de sælgere af vores arbejdskraft, vi i virkeligheden er. Arbejdsgiverne har gennem de sidste 30 år kunnet forringe vores lønindplacering med over tyve procent, og inden for de sidste ti år har de endog kunnet øge vores gennemsnitlige undervisningsforpligtigelse.
Den udvikling skal selvfølgelig ikke fortsætte. Derfor må DLF nu på alle niveauer optræde som en mere direkte fagforening. Det vigtigste mål er at sikre lærerne en positiv lønudvikling, der som mindstemål følger udviklingen på det øvrige arbejdsmarked, og nogle arbejdsforhold, som blandt andet kan betyde en mindre undervisningsforpligtigelse.
Siden sommerferien har jeg i et par læserbreve her på disse sider givet mit forslag til et politisk kursskifte i DLF.
Kursskiftet indebærer, at DLF skal optræde som en mere traditionel fagforening, der via et frisat medlemsdemokrati på kreds- og skoleniveau og en stædig fastholdelse af den kollektive aftaleret skal udnytte de lokale muligheder, som arbejdstidsaftalen og lønaftalen giver for bedre løn- og arbejdsforhold.
Vi skal have mere fagforening og mindre ideologi for kontingentkronerne.
Niels Munkholm Rasmussen
Odense