Evaluering er et af tidens ord i skoleverdenen. I vores fagblad kan man læse, at vi lige nu er ved at evaluere de seneste erfaringer med evaluering.

Der er bare det ved det, at det slet ikke handler om evaluering. Det handler om kontrol. Med Orwellsk behændighed har man forsøgt at sælge det uspiselige ord kontrol i en pæn indpakning, der hedder evaluering. For evaluering er jo en naturlig, om end ikke systematisk brugt praksis i folkeskolen, noget, enhver lærer ikke har noget principielt imod.

Men nu skal der effektiviseres. Nu er der etableret et evalueringsinstitut, så nu skal det systematisk evalueres (læs: kontrolleres), at elever lærer det, de skal lære.

Nåh nej . . . Det er jo ikke rigtigt, for vi opfordres jo til at systematisere evalueringen selv, hvilket 'Projekt Skoleevaluering' er et godt eksempel på. Og jeg har hørt kolleger og skolekonsulenter, og nu også Ole Harrit i Folkeskolen nummer 37 , sige, at læreren skal lære at selvevaluere, for ellers kommer de (med ministerielt påbud) og laver ekstern evaluering.

Vi må altså selvevaluere i frygt for det, der er værre.

Dertil må jeg sige: Nej, ellers tak!

Hele øvelsen med intern evaluering går ud på at være bølgebryder for det, der reelt er det ministerielle formål med det hele: At indføre ekstern kontrol med folkeskolen. 'Projekt Skoleevaluering' og andre lignende tiltag skal være med til at gøre systematisk evaluering spiselig og en del af skolehverdagen.

Når vi så er kommet godt i gang med det og har vænnet os til, at den systematiske evaluering er en del af vores arbejde, og de (læs: ministeriet) ikke er helt tilfredse med resultaterne, så kører de ud med damptromlen: Den eksterne evaluering (læs: kontrol) af de målbare, eksakte faglige kundskaber og færdigheder.

Og lærestanden, der nu efter de sidste 10-15 års nedvurdering og tilsvining i medierne er blevet en mør og ydmyg størrelse, som man kan præsentere stort set hvad som helst for, bøjer nakken og accepterer.

Vi har jo allerede glemt (der er jo også gået næsten ti år siden murens fald), at kontrol var noget, der hørte Østbloklandene til. Som det jo hed: Kontrol er bedre en tillid.

Her er det, jeg gerne vil gøre opmærksom på, at vi befinder os i Grundtvigs Danmark, og da det jo er blevet in at give bud på, hvad der er godt dansk, vil jeg gerne sige: Hele dette evalueringsprojekt er fandeme udansk.

Jeg fornemmer, at min fagforening, DLF, er lidt i vildrede med, hvad de skal stille op med det ministerielle pres. Siger man nej til evaluering, får man jo skudt i skoene, at der i folkeskolen sker ting, der ikke tåler dagens lys.

Alligevel vil jeg opfordre Danmarks Lærerforening til pænt at takke nej til deltagelse i diverse ministerielt nedsatte udvalg, der handler om deres evalueringsprojekt. Så må vi jo tage godt og varmt imod kontrollørerne, når de kommer på besøg hos os ude i den virkelige skoleverden.

Jeg tror nemlig, at deres projekt er håbløst, fordi den danske skoleverden simpelthen ikke kan leve i ånden af mistillid og kontrol.

Hvis det mod forventning skulle lykkes dem at indføre deres kontrolapparat, så er vi sikkert nogle stykker, der løber skrigende fra folkeskolen. Der må da findes en friskole her i landet, som funderer muligheden for at udvikle og gøre undervisningen bedre på et frugtbart miljø af tillid. Fri for formynderi og indsnævrende kontrol.

Ellers må jeg jo ende mine dage som gadefejer. Og dog. Der er måske opsat så mange overvågningskameraer på vore gader til den tid, at det heller ikke dur . . .

Så Gud forbarme sig over mig . . .

Søren Fjordside

Bredagerskolen, Jelling