Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som et levn fra forrige århundrede går vækkelserne nu atter hen over Danmark. Denne gang båret af en fra oven iscenesat ufolkelig folkelighed. Læsere af Folkeskolen nummer 38 vil vide, at nu sker det. Århundredets sidste dage skal bæres ud af en grandios efterligning af 50'ernes moralske oprustning i bedste Oxford-stil. Den depression, som den gammelmarxistiske, lighedsideologiske bemægtigelse af den danske folkeskole har udbredt, skal nu ophæves af en sindsforblændende rus af selvsuggererende begejstring. Kort sagt, det handler om kvalitetsudvikling. Ikke den kvalitetsudvikling, som hver lærer til alle tider dagligt har måttet fremme i sit stille sind. Her spiller nøgternheden alt for stor en rolle. Og nøgternhed er der ingen udvikling i i kollektivismens danske paradis. Nej, fællesskabets småhidsende kiggen hinanden dybt i sjælen skal udvikle den store kollektive fælleskrop (fælles kultur), hvor man ikke alene diskuterer med hinanden, men diskuterer hinanden. Før var vi kuet af virkelighedens rå kendsgerninger. I fremtiden kan vi i fælles begejstring løfte os i et henrykkelsens lyssyn hjulpet af den store pengeslugende frelselsesanstalt PLS Consult, der selv fører sig distancerende kvalitets- og normneutralt frem støttet af en undervisningsminister, der klogeligt heller ikke skal have noget klinket hvad kvalitet angår. Vi skal selv definere kvalitet og tage vare på, at det, der virkelig er sort, kommer til at ligne noget hvidt. I fællesskab skal vi passere den femtakkede stjernes stenede vej, før vi når til tusindårsriget. Må højere magter nu blot give os det snæversyn, der undervejs berøver os ubehaget ved i virkeligheden at stå i danmarkshistoriens mest kvalitetsskyende folkeskole.
Og så lover PLS Consult helt hen i vejret, at deres værktøjer kan bruges til at rette op på de skader, diverse kritikere af folkeskoleloven har påvist. Men ingen tror vel på, at nok så mange kaneture på den femtakkede kan skaffe os den børne- og uddannelsesvenlige udelte skole tilbage.
Vagn Madsen
Brønderslev