Tak til Kjeld Kjertmann og Birgitte Borgen Marcussen for bemærkninger til vores indlæg om leg med sproglig opmærksomhed i børnehaveklassen.

Det undrer os, at Marcussen forsøger at tillægge os et synspunkt, som vi netop går imod i vores indlæg; men vi har nok ikke udtrykt os klart nok. Vi skrev ikke, at de bornholmske børn klarede sig på niveau med andre danske børn i læsning i årene før 1984, det vil sige før 'bornholmsundersøgelsen'. Vi skrev, at de klarede sig ringere. Det var derfor ekstra glædeligt at se, at de klarede sig så meget bedre end landsgennemsnittet i både 'bornholmsundersøgelsen' (publiceret i 1988), da de begyndte at lege med 'sproglig opmærksomhed', og senere i den internationale undersøgelse (på dansk i 1994).

Så kan Marcussen selvfølgelig forsøge at mistænkeliggøre læseprøverne fra før 1984 (OS 400 og S 50). Men vi har endnu ikke set nogen som helst klare argumenter mod prøvernes måletekniske egenskaber eller pålidelighed. Hvem der måtte tjene penge på salget af dem, er komplet ligegyldigt i denne forbindelse.

Vi har stor sympati for Kjertmanns ærinde: at forsvare indsamlingen og bearbejdningen af erfaringer med børns tidligste skrifttilegnelse. Men hvorfor er det nødvendigt med et forsvar? Vi har ikke kritiseret Birgit Christensens personlige erfaringer med småbørns tilegnelse af skrift. Hvorfor i alverden skulle vi det, og hvilken adkomst skulle vi have til det? Vi gjorde blot opmærksom på, at hendes kritik af leg med sprogets formside, 'sproglig opmærksomhed', ikke var velunderbygget.

Helen Nielsen

centermedarbejder

i Dansk Videnscenter

for Ordblindhed

Carsten Elbro

Institut for Almen og Anvendt Sprogvidenskab