Folketingets Uddannelsesudvalg besøger 1. og 2. oktober Bornholm. Forhåbentlig er det langt om længe et signal om, at Folketinget er interesseret i undervisningskvalitet, når den vitterlig findes i danske folkeskoler.

For at indhente førstehåndserfaringer med skolekulturen på Bornholm har jeg undervist i seks uger på en almindelig folkeskole med ganske almindelige børn. Selv om jeg er bornholmer, har jeg aldrig tidligere undervist på Bornholm, da jeg som andre unge forlod øen efter overstået studentereksamen.

Jeg forventede at finde en folkeskole, der var videreudviklet i forhold til min egen barndoms folkeskole. I min barndom var skolen nybygget, og alle børnene fra landområderne blev hentet i en (ganske fornøjelig) skolebus. Der blev indkøbt nye bøger til os hvert år, og først i gymnasiet oplevede jeg, at bøger gik i arv. Vi var efterkrigsperiodens årgange, og der blev gjort noget for os. Jeg forventede også at finde en folkeskole, hvor ånd og bogstav i folkeskoleloven ikke var et udviklingsproblem, men allerede en levende realitet. Jeg fandt, hvad jeg forventede. Børnene kunne arbejde i projektarbejdsformen, og der kunne etableres undervisningsdifferentiering, uden at nogen brokkede sig over den hensyntagende undervisning.

Men forskellene lå i elevrollen og forældrerollen. Eleverne var klar til næste arbejdsopgave umiddelbart efter et frikvarter. Elever, der havde været fraværende, stod ved lærerens bord med forældrenes sygemelding, endnu før jeg havde fået protokolbladet frem. Eleverne mødte til tiden, og som noget ganske pragtfuldt; læreren skulle ikke sørge for, at børnene fik spist deres mad. Børnene kunne selvstændigt finde ud af at tage en mad - aldeles uden voksenovervågning. I en af de små klasser havde jeg læsebogstræning fem gange om ugen i samtlige seks uger. Børnene arbejdede med læseindlæringen på skolen, og hjemmene fulgte op på lærerens beskeder. Der blev trænet derhjemme, og nogle kunne med stolthed berette om, at de havde læst højt for bedsteforældre. Oversat til Undervisningsministeriets grimme nysprog kan det udtrykkes: Afel var der.

Børnene havde adgang til edb i frikvartererne og benyttede sig af maskinerne, men jeg stødte ikke en eneste gang på en radio eller en båndoptager. Kommunikationen mellem børnene i frikvartererne foregik i normalt stemmeleje, og jeg stødte ikke en eneste gang på elever med støjende og skrigende adfærd.

Hvorfor klarer bornholmske børn sig påfaldende godt i alle pålidelige kvalitetsmålinger over danskfærdigheder? Sandsynligvis fordi rolleidentiteten hos de samarbejdende parter er på plads: Lærerne får lov til at fungere som lærere, børnene får lov til at være elever i skoletiden, og forældrene udfylder deres rolle og sender børnene af sted til tiden med madpakker, spidsede blyanter og små sedler med nødvendige informationer.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte