Søren Andersen fra Kommunernes Landsforening (KL) er tilsyneladende blevet godt sur over mit indlæg i Folkeskolen nummer 37. Han giver råt for usødet, og det er da helt i orden.

Men jeg mangler stadig et fornuftigt svar på, hvorfra Søren Andersen véd, at alle skoleledere har en så præcis og nuanceret opfattelse af alle deres medarbejdere, at de er i stand til at lave en 'hitliste' over dem og deres præstationer - på den måde, som Søren Andersens første indlæg beskriver - og så udbetale løn derefter, uden at det bliver den rene vilkårlighed. Det nærmeste han kommer et svar er, at 'Enhver chef kender naturligvis sit personale', så derfor er hans påstande 'indlysende rigtige', som han skriver.

Den slags svar minder mig om min barndom, hvor min - i øvrigt rare - far ofte måtte slutte vores diskussioner med at sige: 'Det bliver sådan, fordi jeg siger det'.

Og det blev det.

Men det blev det jo ikke rigtigere af.

Jeg er naturligvis ganske enig med Søren Andersen i, at det er godt, at 'lærerne går ind i en dialog med deres chef om egen situation og udviklingsmuligheder'.

Men hvad har det med nye lønformer at gøre?

Det kan måske ikke finde sted i dag med det nuværende lønsystem?

Eller er det meningen, at medarbejdersamtalen skal udvikle sig til en egentlig lønforhandling?

Hvis vi nu skærer alle managementfraserne bort, tror Søren Andersen og de andre KL-bosser så virkelig på, at vi får en bedre folkeskole med mere intenst lærersamarbejde ved, at lærerne i fremtiden skal konkurrere indbyrdes om de samme lønkroner og bruge tid og kræfter på at lave en bevidst personlig profilering i forhold til kolleger og leder - bare for at få en lille smule mere i løn end de andre lærere i teamet?

Peter Hess-Nielsen

næstformand og skolelærer

Ballerup