Debat
FN-rollespil - en oplevelse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vi er tre lærere på Jerslev Skole, som har haft besøg af FN-konsulent Tage Mølgaard i tre omgange. Det var en både lærerig og spændende oplevelse.
Han gennemgår kort FN's oprindelse og videre udvikling og går så over til et meget spændende og lærerigt rollespil, hvor eleverne (8., 9. og 10. klasse) bliver tildelt ansvarsfulde landelederposter og derefter skal 'styre verdens gang' - gennem deres handel og handling.
Tage Mølgaard griber så ind i spillet og fortæller om den virkelige verden, hvorledes det går til, og på denne spændende og anderledes måde får eleverne indblik i virkelighedens 'verdensspil'.
Det er et godt indslag til forståelse af den verden, vi lever i.
Han relaterer verdenssituationen til børnenes verden. Han forstår den svære kunst at gøre de komplekse FN-relaterede problemstillinger folkeskolerelevante med stor faglig og pædagogisk indsigt og ekspertise.
Det var en fornøjelse at se, hvorledes børnene blev engageret.
Det er et initiativ, der fortjener opbakning.
Vi håber og ønsker, at der er rigtig mange skoler og efterskoler i hele Jylland, der vil benytte chancen til at få denne levende og engagerede gæstelærer ud til eleverne i de ældste klasser.
Kontakt FN-forbundet, hvor I også kan få de udmærkede undervisningsmapper: 'FN. Hvad ellers?', eller kontakt konsulent Tage Mølgaard direkte på telefon 9829 3909, Møgelbjergvej 61, 9310 Vodskov.
Med venlig kollegial hilsen
Hanne Bløndal, Lone Gramkow, Lene Jensen
Toftegaardsskolen
Jerslev