I forbindelse med bandekrigen er der stor opmærksomhed på fænomenet storebror­effekten, der går ud på, at storebrødre rekrutterer deres små brødre ind i banderne. Mange politikere er optaget af, hvordan man bekæmper denne storebroreffekt.

Mit håb er, at politikerne snart vil erkende, at storebroreffekten ikke skal bekæmpes, men i stedet er en pædagogisk guldgrube, der kan udvikles til et stærkt værktøj i uddannelses- og socialiseringspolitikken. Ved at fremme storebroreffekten kan vi for få resurser skabe en stor effekt på socialiseringen og læringen gennem hele uddannelsessystemet. Ideen går helt simpelt ud på at gøre det obligatorisk for store elever at hjælpe med at undervise de små.

Konkret kunne storebroreffekten udmøntes på følgende måder:

- Eleverne i 7. til 10. klasse har obligatoriske lektioner, hvor de i samarbejde med lærerne er undervisningsmedhjælpere i 1. til 6. klasse.

- Elever på ungdomsuddannelserne kan agere undervisningsmedhjælpere på folkeskolerne i 7. til 10. klasse.

- På videregående uddannelser kan studerende gennemføre formidlingsopgaver på folkeskoler og ungdomsuddannelser i samarbejde med lærerne på de pågældende uddannelsesinstitutioner.

Dette vil dels hjælpe de elever, der modtager undervisningen, dels give de studerende, som underviser, et stort læringsudbytte. Sagt lidt polemisk: Det er ofte læreren, der lærer mest af sin egen undervisning.

I praksis har man allerede gode erfaringer på flere folkeskoler og i den frivillige idræt.

Der er et stort ubrugt potentiale, der med fordel vil kunne sættes i system. Herved kunne vi sikre uddannelse, og vi vil som bonus få udviklet kommende generationers empati og ansvarsfølelse.