Debat
Madsen og Folkeskolen
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg bliver så træt, når jeg igen og igen må konstatere, at Vagn Madsens strid og kævl er fast inventar i debatsektionen.
Er disse evigt tilbagevendende indslag udtryk for, at man på redaktionen synes, at Vagn Madsens bitre udfald mod verden omkring ham er af en så opbyggende karakter for den danske lærerstand, at det under ingen omstændigheder kan undlades at bringe disse? Eller bringes alle rettidigt modtagne læserbreve i Folkeskolen?
Jeg håber inderligt, at svaret er det sidste. Og i modsat fald udbeder jeg mig en begrundelse.
Svar
Kære Jakob Møller Andersen!
Hovedprincippet i redigeringen af debatsiderne har været og er, at vi bringer alle lovlige indlæg fra DLF's medlemmer. For at sikre demokratiet og en åben professionsdiskussion, og fordi vi ikke vil sætte os til dommer over, hvornår et indlæg kommer fra en kværulant, og hvornår det kommer fra en dissident. Men faktisk har vi fra tid til anden både forkortet og afvist indlæg fra Vagn Madsen, ligesom vi har afsluttet debatter om bestemte emner, han har taget op.
Den uendelige historie om den delte skoles velsignelser og socialisters og de kulturradikales forræderiske indførelse af udelthedens ødelæggende svøbe har jeg dog ikke villet stoppe. Jeg må da også konstatere, at han også er blevet kult, og da vi sidste år to uger ikke bragte et Vagn Madsen-indlæg, fik jeg flere henvendelser fra bekymrede læsere, der spurgte til hans helbred.
Thorkild Thejsen, ansvarshavende chefredaktør, august 1987 - januar 2010
Hanne Birgitte Jørgensen, ansvarshavende chefredaktør fra februar 2010