Sådan kan det gå, når der produceres undersøgelser uden en forudgående fastlæggelse af, hvad undersøgelserne helst skal ende med, sådan som det tilsyneladende skete forud for den undersøgelse, der skulle underbygge dogmet om, at det er i de udelte klasser, at eleverne lærer mest og bedst. Et uafhængigt - må man tro - analyseinstitut Cowi har for forfatteren Lars Olsen (folkeskolen.dk 23. januar) analyseret sig frem til, hvad alle har kunnet tænke sig til, og hvad enhver derfor hele tiden har vidst, men som bare ikke er i overensstemmelse med dén gældende politiske/ideologiske overbevisning, som hidtil har sikret folkeskolens eklatante fiasko, nemlig at børn fra »velfungerende hjem med dansk baggrund og med to forældre, hvoraf mindst én er akademisk uddannet«, påvirkes negativt i samværet med børn med »svag hjemlig baggrund«. Det er udelthedens lyksaligheder fra den ideologisk fortænkte verden, der her får et tiltrængt grundskud. Og hvad gør vi så nu? Ikke ret meget. Vi hugger bare den gordiske knude over, lader den rette tro overdøve hele afsløringen og erklærer lige så virkelighedsfjernt, som man inden for den pædagogiske verden efterhånden har god øvelse i at gøre, at det kun er få skoler, der på så uforskammet vis afslører tidens pædagogiske falsknerier. Så den på bjerget anbefalede konklusion er, at man som vanligt bør tro på, at »fælles og socialt blandede udeltheder« - herunder nok også blandingen af bogligt svage og stærke - stadig er det bedste. Dette er pædagogisk fortolkningskunst, når denne er allermest tendentiøst sandhedsforvridende. Men den medfører selvfølgelig, at man så endnu en rum tid kan lulle sig i søvn og drømme videre om udelthedens lyksaligheder og håbe på, at der ikke påkommer flere af den slags afsløringer sådan lige med det første.