De pokkers elevplaner, hvis oprindelse kun kan skyldes manglende tillid til lærernes professionalisme.

Sandelig føler jeg mig kaldet til at kommentere Bertel Haarders lobhudling af elevplanernes succes i Folkeskolen nummer 2 (»Elevplaner er en succes«).

Jeg er selv en af de mange lærere, der har udfyldt et spørgeskema om brugen af elevplaner, og ja, de fungerer fint ved skole-hjem-samtalerne.

Spørgsmålene om brug af elevplanerne kunne stort set kun besvares positivt, men med den alvorlige hage, at der ikke blev spurgt om, hvordan de blev brugt, eller om de blev brugt i henhold til bekendtgørelsen.

Personligt bruger jeg i det daglige en håndskreven logbog, hvori jeg noterer alt af interesse om hver enkelt elev. Nu skriver jeg så noget af det ind i elevplanen, som hos mange af os i sit indhold mere og mere ligner en karakterbog.

Bestemt ikke alle fag er med, ej heller alle elever på alle klassetrin, men noget, der giver rimelig mening og i bedste fald kan erstatte noget andet og ellers betyder merarbejde.

Selvfølgelig er forældrene tilfredse, men mangler der ikke et spørgsmål om, hvorvidt de er mere eller mindre tilfredse, end de var med tidligere samtalestof? Om planerne har opkvalificeret samtalerne?

Er samtalernes indhold med udgangspunkt i elevplanerne blevet reduceret i forhold til andet?

Bliver elevplanerne overhovedet brugt i det daglige og hvis ikke, hvorfor så ikke?

Giver de mening, og har de gjort en positiv forskel?

Hvis ikke sådanne spørgsmål også skal besvares, så giver spørgeskemaet i hvert fald ikke mening.

For mig personligt betyder elevplanerne meningsløst merarbejde, mens det, som jeg selv professionelt beslutter, giver mening.