Debat

Medlemmer er ofre

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Svaret til mig i Folkeskolen nummer 3 under læser­brevet »På vej ud af DLF« er som svaret af en politiker, kære Anders Bondo Christensen. Jeg havde såmænd heller ikke forventet andet, men tilbage står problemet stadig: En del lærere skal have færre timer næste år. De får reelt set foræret to-fire timers mindre undervisning og dermed måske en-to timers mindre forberedelse ugentlig. Det kan de så glæde sig til.

Uanset hvilke forhandlerevner den enkelte skolebibliotekar eller it-vejleder måtte have, så kan vi ikke forhandle os fra det faktum, at nogen skal tage de timer, som andre er sluppet for. Heri ligger også for mig implicit, at DLF må have ment, at it-vejledere og skolebibliotekarer har fedtet den af, mens andre lærere har knoklet.

Det finder jeg både ærgerligt - og usandt. Hvis DLF ikke skulle mene ovenstående, så kan jeg ærlig talt ikke forstå, at man har kastet os ud i denne situation.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Omvendt: Hvis mit skema næste år er uændret, hvor har de så fundet timerne henne? Tolærerordninger, støtteunder­visning, holddeling ...? Så mange timer kan de næppe hente her, og i øvrigt kan man spørge sig selv, om det vil gøre arbejds­betingelserne eller undervisningen bedre?

Det er sørgeligt, når en forening ofrer hele medlemsgrupper for at tækkes andre, synes jeg.

Svar

Du kan da godt kalde mit svar for et politikersvar, men jeg går ud fra, at vi er enige om, at vi blev nødt til at gøre op med 375-timers-puljen, hvis vi skulle indfri kravet om, at forberedelsestiden skal følge undervisningen. For at sikre, at der også fremover er tid til de opgaver, der tidligere var omfattet af puljen, er det i aftaleteksten understreget, at der ved tidsfastsættelsen af andre opgaver skal tages højde for hele opgavens omfang. Det er altså ikke tilfældigt, at den formulering står i aftaleteksten.

Ved ændringerne i arbejdstidsaftalen i 1999 oplevede mange af de lærere, der i forvejen havde det højeste undervisningstimetal, at de fik endnu flere undervisningstimer. Det var dette forhold, som vi gennem de seneste overenskomstforhandlinger har forsøgt at rette op på, og det er lykkedes med den nye aftale.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF