Conni Hesel Rickmann, adjunkt ved læreruddannelsen i Odense, rejser i Bagsmækken i Folkeskolen nummer 3 en række centrale spørgsmål vedrørende specialundervisningen. Flere af spørgsmålene kræver længere svar, som jeg håber at få lov til at byde ind med i DLF's arbejde pø om pø.

Blot dette: Det er en populær myte blandt økonomifikserede politikere, at ingen ved, om specialundervisningen virker. Instituttet for Anvendt Kommunal Forskning udsendte i april 2008 en rapport om effekten af den vidtgående specialundervisning, der klart dokumenterer, at vi får noget for pengene. Det fremgår blandt andet, at langt størsteparten af eleverne har oplevet specialundervisningen som en stor hjælp i en vanskelig situation. Så godt som alle specialundervisningselever kommer tilsyneladende ind i videregående forløb efter skolen.

Endvidere: Fortællingen om en eksplosion i andelen af elever, der udskilles fra normalklassen, er en usandhed, der efterhånden er gentaget så mange gange, at den går for en sandhed. Udsvingene er ret beset marginale. Ifølge Niels Egelund udskiltes i 1972 2,4 procent af eleverne. I 2009 er tallet 3,8 procent. Vi taler altså om 0,04 procentpoint stigning om året. Fortsætter udviklingen sådan, runder vi 5 procent i 2039.

Endelig: Andelen af elever, der modtager »almindelig specialundervisning«, har de sidste 25 år ligget stabilt omkring 12 procent, men nu ser den faktisk ud til at falde. Igen ifølge Egelund til 8,5 procent i 2008.

Der hetzes for tiden imod folkeskolens specialundervisning som aldrig før. Følgerne for folkeskolen som helhed kan vise sig uoverskuelige. Lad os få kendsgerningerne på bordet.