I 2007 forlod jeg folkeskolen efter syv år som klasselærer i en indskolingsafdeling. At jeg valgte et karriereskifte, var der flere årsager til, men en af de vægtige af slagsen var et samvittighedsspørgsmål. Hvad gør man som lærer, når man ikke kan skærme de såkaldte normale børn mod verbale og fysiske overgreb fra andre børn? Børn, der skal rummes i normalklasserne på trods af diagnoser og meget store empativanskeligheder. Hvad sker der med de børn, der hver dag skal være i en klasse med visheden om, at de kan blive kaldt luder, psykopat eller lignende, når de frygter at blive slået eller sparket i frikvartererne - og at den eneste løsning, læreren kan give dem, er, at de skal dukke nakken, bide det i sig og gå væk. Hvordan vil de børn, der har oplevet, at det ikke nytter at sige fra, at bede om hjælp eller give igen, kunne sige fra som unge eller voksne, når de oplever lignende episoder? Kan de gøre andet end at blive sig selv nærmest?

Grunden til, at jeg igen stiller disse spørgsmål, er et indlæg i Folkeskolen nummer 3, Overlærer von Schlendrian, hvor Erik Schmidt fortæller om et eksempel, hvor Danny i 5.x i en periode skulle fredes. Uanset hvad Danny gjorde eller sagde, var der ingen, som måtte give tilbage af samme skuffe. Jeg ved jo meget lidt om denne case og håber da inderligt, at Danny dermed lærte at skrue ned for retorikken og stoppe med at love de andre »smadder efter skoletid«. Fortællingen ramte dog dybt ind i mine personlige overvejelser om den rummelige folkeskole, og hvad det betyder på langt sigt for alle de velfungerende børn. Så ovenstående er hermed et helt og aldeles åbent spørgsmål til Erik Schmidt eller andre med større indsigt end jeg.