Med sin kronik »Den langfingrede statsmagt« i Politiken 30. januar viser Birte Sørensen med mange gode eksempler, hvordan undervisningssystemets største ødelægger, Bertel Haarder, ved konstant at indføre ændringer, stramninger, kontrol og målinger har flyttet fokus i skolen og undervisningen.

Hun påviser, at elevernes læsning af litteratur bliver reduceret til en træning i at læse hurtigt (skimme) og derefter gætte sig til, hvilket af tre mulige svar der mon kan være det rigtige. Tidligere skulle prøverne afspejle den daglige undervisning. I dag vil Pisa-skrækken medføre, at undervisningen afspejler prøverne. Undervisningen bliver til bestandig træning i at bestå prøver. Hvor bliver fordybelsen og eftertanken af?

Allerede i slutningen af 70'erne, da vi diskuterede indførelse af faget datalære i folkeskolen, påpegede nogle af de sagkyndige faren ved at opstille pc'er i klasserne. Det ville være en lettelse i elevernes søgninger efter oplysninger, men man risikerede, at de kastede sig over de opgaver, som kunne løses på computer, og nedprioriterede de opgaver, som krævede andre kilder eller mere selvstændige overvejelser og stillingtagen (besvær).

For nylig formulerede Line Barfod fra Enhedslisten i Folketinget det samme synspunkt i en så skarp og klar form, at den bør bøjes i neon og ophænges ved indgangen til Undervisningsministeriet:

Hvis det væsentlige ikke er målbart, bliver det målbare væsentligt!