Debat
Sådan er situationen i Ballerup
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Ballerup Lærerforening har valgt at sige nej til aftaleforslag, som ikke rummer det vilkår, den ønsker, nemlig 1=1 + 70. Det vil sige, at der skal tildeles en time til forberedelse, pause og ikke planlagt forlængelse af skoledagen for hver time, der undervises, plus 70 timer til ekstra fælles forberedelse/teamsamarbejde og særlige uforudsete opgaver.
Det niveau har Ballerup Kommune ikke råd til længere (men arbejdstidsaftalen kommer ikke af den grund under niveau).
Ballerup Kommune har derfor tilbudt lærerne en arbejdstidsaftale baseret på den centrale aftale med de muligheder, der er for at indgå akkorder, timerammer og helhedsaftaler. Den centrale aftale fungerer godt i rigtig mange kommuner, hvor der er skabt et professionelt og fleksibelt råderum for såvel lærere som ledere.
Men hvad er det så, der ikke fungerer i Ballerup?
Det har ikke været muligt at indgå en aftale om akkorder, timerammer eller helhedsaftaler med lærerforeningen (der er dog indgået nogle ganske få akkordaftaler blandt andet på tillidsrepræsentantarbejdet). Og hvis man ikke kan det, så har Lærernes Centralorganisation og KL aftalt, at alle opgaver skal fremgå af en mødeplan - de såkaldte tilbagefaldsbestemmelser.
Det er situationen i Ballerup. Altså en nødsituation, som Ballerup Kommune er tvunget ud i af omstændighederne.
. Vi spilder dog ikke undervisningstid
. Alle lærere læser de timer, som de skal
. De unge lærere i Ballerup Kommune har fortsat mindre undervisningstid end de øvrige lærere
. Lærerne i Ballerup Kommune er fortsat de bedst betalte i landet
. Der er ikke noget, der tyder på, at der er flere uuddannede lærere i Ballerup Kommune end i andre kommuner
. Personaleomsætningen i kommunen er den samme som i de foregående år.
Ballerup Kommune ønsker at fremme lærernes muligheder for selv at lede egne opgaver. Derfor håber vi stadig på, at Ballerup Lærerforening vil medvirke til en ny aftale for skoleåret 2007/08.