Bag undervisningsminister Bertel Haarders udtrakte hånd til DLF ligger tilsyneladende en enighed mellem Haarder og DLF om, at folkeskolen i virkeligheden er så god, som den nogensinde har været. De er dog uenige om, hvad en god skole er. Bertel Haarder mener, at hvis han blot giver lærerne tilstrækkeligt gode evalueringsinstrumenter i hænde, så kan lærerne godt selv hæve vort elendige uddannelsesniveau til fordums højder i den nuværende udelte folkeskole. Og det er en forkert antagelse. DLF mener, at folkeskolens resultater, som de med rette foreligger underkendt af Pisa, er gode nok, som de er, hvorfor de af ministeren givne evalueringsinstrumenter i sig selv er skadelige, fordi de peger i retning af den fagundervisende skole, som DLF ikke ønsker. Og her står striden så. Derfor er Haarders forsøg på at få noget andet ud af folkeskolen end det, som DLF ønsker, udtryk for en tilsviningskampagne, sådan som Tina Taarsted udtrykker det i Folkeskolen nummer 2. Og fordi DLF har fremsat en håndfuld forslag til forbedring af vort elendige uddannelsesniveau, vel vidende at ingen af forslagene fører til noget som helst i en udelt skole, hævder Tina Taarsted DLF's særprægede form for troværdighed over for Haarders forsøg på at retablere folkeskolen. DLF ønsker ikke den fagundervisende folkeskole. Haarder tror, at skolen i dens nuværende form kan blive fagundervisende. Begge tager grueligt fejl, hvorfor mundhuggeriet kan fortsætte uendeligt uden nogen for skolen konstruktiv udgang.