Debat
Vær konkret og præcis
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det fremgår af Chresten Sloth Christensens »Bagsmækken« i Folkeskolen nummer 38, at han nu anser De Radikale for at være det eneste parti, man kan forlade sig på i skolepolitikken.
Skyldes det mon, at det var den radikale Margrethe Vestager, der som undervisningsminister søsatte de bindende trinmål og dermed skød hele centraliseringsprocessen og testdebatten i gang? Eller skyldes det, at De Radikale på deres landsmøde sidste år vedtog helt at afskaffe folkeskolens specialundervisning i rummelighedens misbrugte navn? Eller skyldes det mon begejstring over, at De Radikale ikke har udtrykt forbehold over for den elitære, såkaldte fleksible skole og dens notoriske angreb på metodefriheden?
Det er ikke til at vide. Ud over grundtvigiansk peptalk og besværgelser imod det nye socialdemokratiske skoleudspil er der ikke meget at hente i Chresten Sloth Christensens bagsmæk. Lad os endelig diskutere skolepolitik, så det slår gnister. Men skal det også rykke, må vi være meget mere præcise og konkrete.