»Hej Henning«, smiler mange af børnene og griber efter skolelederens hånd, da de går forbi på vej ind i skolens festsal. Andre har allerede hilst på Henning Grønborg ude på gangen, da han, ti minutter inden klokken blev otte, gik sin faste morgentur på Bakkeskolens gange.

Ungerne er på vej til den ugentlige morgensang for indskolingen. »Mariehønen Evigglad« og »I østen stiger solen op« bliver sunget med lige stor entusiasme, og ingen kan sidde stille, da nogle af eleverne skal op på scenen til en zebrasamba.

Så er dagen sat i gang, og børnene vrimler ud til deres klasselokaler.

Mozart og fingerdans

Lærer Dorit Buch-Larsen er tovholder for et udviklingsarbejde om læseindlæring på skolen. I børnehaveklasse C er det hende, der i denne time står for undervisningen sammen med børnehaveklasseleder Charlotte Kjær Larsen.

»Det er vigtigt, at børnene lærer, hvad ro er, og hvornår der skal være ro i klassen. Det er en proces, der skal trænes, og ikke noget, jeg skal beordre«, fortæller Dorit Buch-Larsen.

Ét af redskaberne til det er Mozart, som toner ud af en ghettoblaster, mens børnene laver en fingerdans. »Fingrene skal varmes op til det, vi skal bruge dem til om lidt«, fortæller Dorit Buch-Larsen.

De små fingre starter med at gemme sig under bordet, og efterhånden som dansen udvikler sig, bevæger de sig mere og mere. Op over hovedet, tommelfingrene ned til ørerne, fingrene leger med hinanden og har det sjovt, og pege- og tommelfingre laver ringe rundt om øjnene som et par motorbriller.

Under fingerdansen må børnene ikke snakke, men kun lytte til Dorit Buch-Larsens rolige tale og Mozarts musik, som fylder lokalet. Det hjælper med at opbygge den ro, som er nødvendig for, at børnene kan lære at rette deres opmærksomhed mod én bestemt ting.

Dorit Buch-Larsens fire ugentlige timer i hver af Bakkeskolens tre børnehaveklasser er en del af skolens tidlige indsats, som kort og godt går ud på, at der skal flere resurser ned i børnehave- og 1.-klasserne.

Magien i børnehaveklasse C fortsætter. »Nu skal vi trylle«, nærmest hvisker Dorit Buch-Larsen ud i klassen, mens hun og Charlotte Kjær Larsen med store runde armbevægelser deler store ark papir, farvekridt og klumper af »tyggegummi« ud til hver elev. »Tyggegummiet« skal holde papiret fast på bordet, så det ikke skal krølle, når børnene skal udføre skriveøvelser på det.

»Med tidlig indsats sætter vi hurtigt og målrettet ind med forebyggende aktiviteter, som for alt i verden ikke må blive ren klinisk træning - det musiske, fantasien skal være med. Kreativitet er også at kunne sætte allerede kendt stof ind i en ny sammenhæng«, fortæller Dorit Buch-Larsen.

Fælles referenceramme savnes

I den store debat om folkeskolens udvikling savner Dorit Buch-Larsen en fælles referenceramme. Hun fortæller, at de på Bakkeskolen har endevendt tidligere praksis for børnehaveklassen for at finde ud af, hvad der virker, og de er kommet frem til, at det gør den tidlige indsats. »Men vi vil ikke være pædagogiske pilgrimme, som fortæller andre, hvordan det skal gøres«.

Hun mener, at det er fint med nogle overordnede fælles mål, men det skal være op til lærere og ledelse på den enkelte skole at finde ud af, hvordan de når dem.

Hvad angår testdebatten mener hun, at man taler forbi hinanden, fordi det skal defineres, hvad en test skal bruges til, hvordan den skal bruges, og hvad formålet med den er. Så længe der ikke er en fælles forståelse om det, så nytter det ikke noget at diskutere, om test bør anvendes eller ej.

»I den tidlige indsats laver vi forskellige aktiviteter, hvor vi eksempelvis finder ud af, hvordan eleverne søger hjælp. Vi finder frem til børnenes stærke og svage sider, og det kan du da godt kalde en test«, siger hun. Men er det også det, politikerne mener med test?

»Regeringen kræver af skoler, der i forvejen er inkluderende, at de skal være endnu mere inkluderende og rummelige. Det står i kontrast til de skærpede faglige krav, som skolen skal leve op til, og som yderligere skal kunne dokumenteres gennem nationale test«, mener Dorit Buch-Larsen.