Lige siden skolens start har dens lærere vidst at bruge skolens historie til egne formål. Et godt eksempel er jubelåret 1846, hvor pædagogen J.F. Pestallozzi blev hyldet af danske lærere, samtidig med at de første faglige foreninger spirede frem. Et andet velkendt eksempel er skolemanden og lærerforeningsformanden Joakim Larsens skolehistorie, som udkom i årene omkring forrige århundredeskifte. Heri kan man følge fremkomsten af et offentligt skolevæsen befolket af kompetente og fagligt dygtige lærerkræfter i kontrast til fortidens fordrukne degne, som vi kender dem fra Holbergs komedier. I disse fortællinger var eleverne skrevet helt ud af historien, vægten blev lagt på lovgivning og de store mænd - og enkelte kvinder.

De skolehistorier, som skrives i dag, har en anden karakter. For det første er de nærmere på skolens hverdag med dens glæder og sorger, fis og ballade. Stoholm Skole i Jylland fejrede sit 50-års-jubilæum for et par år siden med udgivelsen af en perlerække af eleverindringer fra de fem årtier. Her er pæne piger og frække drenge. Her er fortællinger om lærere, som kunne fascinere børnene, selvom disciplinen var hård og kravene store - og andre, som eleverne kun ventede på en chance til at drille. Og hvis nogle går rundt og tror, at mobning er et nyt fænomen, må de tro om igen. Man kunne dog godt ønske, at de gamle lærere havde givet deres besyv med.

For det andet anskues skolens historie i et bredt socialhistorisk perspektiv.

Bording Sogns skolehistorie fra 1814-2004 er et sådant eksempel. Et andet bogen om Tårnbys Skolevæsen fra reformationen og indtil 1814-loven. Perspektivet er opbygningen - helt bogstaveligt talt - af et skolevæsen, hvor genstridige gårdmænd, ihærdige præster og forældre, som sjældent blev hørt, befolker siderne. Vi læser om degnelæsning, lange skoleveje og bispevisitatser i fordums tid. Om skolebusser og slagsmål, om centralskolernes placering i 1950'erne og om de pædagogiske forandringer på den anden side af 1968. Også her udfoldes der store bestræbelser på at lade de gamle elever komme til orde, hvad enten det er bondekarlen, som i 1809 så tilbage på sin skoletid og på, hvordan han som tiårig kunne både den lille katekismus, Pontoppidans forklaring, syv af Davids salmer og en række andre salmer udenad, eller førstelærerens søn, som kan fortælle om en elev, som engang i 1950'erne medbragte nogle døde mus, som han puttede ind i en revne på lærerens stol.

Nogle vil mene, at disse erindringer bevæger sig på anekdoternes overdrev. Jeg er derimod af den opfattelse, at uden dem lærer vi aldrig at forstå, på hvilke måder skolen har haft betydning for det levende liv. Det at lære noget var tydeligvis vigtigt for en ældre generation, hvor nutidens voksne mere hæfter sig ved relationerne mellem elever og lærere.

Ingen af de nævnte jubilæumshistorier er jubelfortællinger, men derimod er det skolehistorier, man bliver klogere af at læse. Det er historier om de mange forskellige dagsordener - fra pædagogik, religion, politik og økonomi - som har sat deres præg på skolen. Og det er også historier, som understreger betydningen af skolens hverdag og dermed gør det klart, at lovgivning er en ting, skolepraksis noget (helt) andet. Måske er de skrevet som (u)bevidste indlæg i den standende strid om skolen, hvem ved?

Stoholm Skole, 1953-2003, redaktør Flemming Vive Larsen

Poul Feldvoss: Skolen i de syv landsbyer. Tårnbys skolehistorie 1536-1814, Frydenlund 2004

Hans Thomsen: Visdommens kilde. Bording Sogns skolehistorie 1814-2004. Udgivet af Bording Skole på Lokalhistorisk Forlag for Bording Sogn, 2004

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. ved Danmarks Pædagogiske Universitet