Måske er Pisa-testen primitiv - det skal jeg ikke prøve at vurdere som statistiker. Hvad jeg mener, er, at det statistiske grundlag for definitionen af mønsterbrydere er primitivt eller i det mindste svagt. Den omstændighed, at tallene i de officielle Pisa-rapporter peger på, at Danmark i særlig høj grad »lider under« negativ social arv, hviler ikke på et solidt statistisk grundlag.

Forholdet til Island, der rapporteres at have en lille - og uforståelig lille - negativ social arv, hviler tilsvarende på fortolkninger af statistiske relationer, som ikke er til stede eller kun svagt til stede. Jeg fremførte under Pisa-høringen (Folkeskolen nummer 38), at begrebet mønsterbryder i mere end én forstand bryder et mønster: Jo flere interessante »mønsterbryderne« man finder (af den negative sociale arv), jo mere umuligt bliver det at opretholde den grundlæggende (lineære) relation mellem færdighed og socioøkonomi, som jo er selve grundlaget for definitionen af den sociale arv. Det minder lidt om øvelsen om at save i den gren, man selv sidder på.