Debat
Få styr på perspektiverne
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 38 kunne man læse, at eksperter advarer politikerne imod at føre politik på Pisa, fordi undersøgelsen er primitiv, usikker og uklar.
Det afholder dog ikke redaktionen fra at skrive artikler baseret på den tilsyneladende primitive undersøgelse og give dem overskrifter som »OECD: Folkeskolen er ikke dyr og dårlig« (på folkeskolen.dk, men ikke i bladet. Redaktionen). Men lad det nu ligge.
Ministeriet bliver derudover i lederen anklaget for at udsende politisk opstrammede pressemeddelelser, hvor tallene er udvalgt, så de passer til regeringens argumenter. Til både eksperter og lederskribent vil jeg sige: Få styr på perspektiverne.
Naturligvis bedriver en undervisningsminister politik, og jeg bruger de store internationale undersøgelser som ét blandt flere pejlemærker for, hvordan eleverne klarer sig i det danske uddannelsessystem, og hvor de ømme punkter er. Pisa-undersøgelserne viser, at vi på trods af store udgifter ikke er på samme faglige niveau som de lande, der klarer sig bedst, og at der er behov for at styrke elevernes faglige færdigheder, hvis vi skal nå vores mål om, at 95 procent af eleverne skal have en uddannelse efter folkeskolen.
Regeringens politiske initiativer i kampen for at nå dette mål er blandt andet at give børnene flere timer i folkeskolen, at skærpe evalueringskulturen og herunder indføre test. Jeg har aldrig påstået, at der i Pisa-undersøgelsen står, at vi bør indføre test eller flere timer.
Jeg har sagt, at det er regeringens politik - en politik, som jeg melder ud, når jeg diskuterer med mine kollegaer, når jeg taler med journalister, og når jeg udtrykker mig i pressemeddelelser. Pisa-undersøgelsen er en anledning - ikke en årsag - til, at jeg melder vores politiske initiativer ud.