Det er ikke muligt at fortrænge det længere. Det er forbi. Sommeren. Vemodet ligger på lur. Der er efterårsbid i vinden, birkene kaster gulnede blade, og mørket trænger sig på. Længe har jeg gloet i alle de vante kursuspjecer, der tilflyder os. Ser for mig en grim skole, hvor jeg sidder i lyset fra neonrør og skal mobilisere interesse for spansk for begyndere, knipling eller pileflet. Eller kend-din-bil - jo, engang kom jeg faktisk til henne ved købmanden at sætte mig ind i en fremmed bil, der lignede min på en prik. Nej tak, der er meget, jeg ikke gider længere.

Mange synes, at efteråret er så vældig hyggeligt. Prøver at forstå dem i mine bedste stunder, forgæves, mørketiden får jo ingen ende. Oh, at være ude i sol er dog det bedste af alt. At cykle i naturen med rosenduft vibrerende i næseborene, at blive meget brun (selv om man får flere rynker af det), at plukke en favnfuld vilde blomster, at vågne for tidligt, men se, at solen for længst er stået op. At se et barnebarn kaste sig resolut i høje, iskolde Vesterhavs-skumbølger. Og de uventede oplevelser - som nu den augustaften i år, som jeg aldrig vil glemme. Jeg havde besøgt noget familie i Skiveren. Det blev lidt senere end tænkt, inden jeg cyklede tilbage - uden lygte - til sommerhuset i Råbjerg. Trak cyklen op ad en høj bakke og så, at mørket tog til. Hvor var der poetisk og smukt i den storladne natur deroppe. Inden jeg nåede hjem - nu var mørket der - skulle jeg passere en sø omkranset af høje graner. Så skete det: En fugl af de større kom direkte imod mig lavt flyvende. Jeg anstrengte mine nærsynede øjne for at finde ud af hvilken, men i samme sekund kom den næste, og den næste, slog volter i luften lige foran mig, så jeg afværgende holdt armen op for ansigtet. Den næste, den næste, mange ... stadig helt tæt på. Natteravne. Har aldrig set dem før. Næste aften stillede jeg mig nøjagtig det samme sted på nøjagtig det samme tidspunkt. Intet skete. Det var vel afrejsen, jeg havde bivånet. Dybt fascinerende. Sommeren - helst den vendsysselske med »lysvæld bag ved lysvæld« - værdsætter jeg mere og mere, jo ældre jeg bliver. Men langt borte er den nu. Det er skæbnens ironi, at når man bliver gammel og har tid til at sove længe, kan man ikke.

Hov, ser nu, at man også kan melde sig i AOF til fødselsforberedelse. »Mød op i afslappet tøj og medbring underlag«. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Alt det umulige har ofte en vis tiltrækning.

Else