Det sagde formanden også

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tænk hvis ...

»I et OECD-review står der: 'Vi er overbeviste om, at reelle forbedringer er afhængige af den energi og ildhu, lærerne lægger i at inspirere eleverne. I modsætning hertil spiller de andre aktører - ministeren, kommunerne, ja selv forældrene - kun biroller'. Tænk hvis det var den kendsgerning, der var udgangspunktet for de mange forslag, der i en lind strøm skyller ned over skolen«.

Ude i virkeligheden ...

»Der er i de seneste år talt meget om nødvendigheden af at styrke lærernes efteruddannelse, men ude i virkeligheden har lærerne oplevet, at midlerne til efteruddannelse er blevet reduceret, i takt med at kommunens økonomi er strammet til. Ikke just en situation, der fremmer ildhu og engagement«.

Uden ekstra støtte ...

»Jeg har selv brugt formuleringen: 'Det er urimeligt, at Patrick skal være i klassen uden ekstra støtte, for læreren kan ikke holde til det'. Men det er meget mere korrekt at sige: 'Det er urimeligt, at Patrick skal være i klassen uden ekstra støtte, for hverken Patrick eller de øvrige 23 elever får et kvalificeret undervisningstilbud'. Det, der belaster læreren, er, at hun føler, at hun ikke kan gøre sit arbejde godt nok på trods af alle ambitionerne«.

Arbejdsbetinget risiko ...

»Lærernes høje ambitionsniveau er bestemt positivt, men også forbundet med en ikke ubetydelig arbejdsbetinget risiko. For når lærerne oplever, at det ikke er muligt at leve op til de høje forventninger, eller når de oplever, at de udsættes for massiv urimelig og ofte svagt begrundet kritik, medfører det for mange en meget belastende arbejdssituation«.

På universitetsniveau ...

»Der er behov for en generel styrkelse af de krav, der stilles til læreruddannelsen og de studerende. Det handler om de krav, der stilles ved optagelsen. Det handler om fokus på kvalitet frem for den fokus på kvantitet, der nemt bliver følgen af økonomistyring og taxametertilskud. Og det handler om at erkende, at et stort kvalitativt løft ikke kan gennemføres inden for de nuværende rammer. Seminariernes læreruddannelse bør derfor være på universitetsniveau og udvides til et femårigt forløb«.

th@dlf.org

Anders Bondo Christensen talte også om:

. Folkeskolens værdier

. Demokratisk dannelse

. Folkeskolens formålsparagraf

. Elever med særlige handicap

. Den rummelige skole

. Skoleledelse

. Læreruddannelsen

. Overenskomstresultatet

»Lærernes høje ambitionsniveau er bestemt positivt, men også forbundet med en ikke ubetydelig arbejdsbetinget risiko«