For en tid siden læste jeg, at rigtig mange danske skolelærere får nedsat hørelse efter mange år i støjhelvedet. Det giver mig anledning til komme ind på mine egne prøvelser.

Til mig kom hørenedsættelse i en tidlig alder. Mine høreapparater ventede en rum tid i natbordsskuffen på at blive taget i brug jeg tilstår: en halv snes år ... hm ... mindst, men alvorens dag oprandt. Godt med hår ned over ørerne forfængelig var man, er man og bør man altid være maskiner i ørerne og af sted i skole.

Der strømmede uforglemmelige oplevelser til mit sind den dag. Allerede da jeg gik gennem aulaen fik jeg det første chok, støjen jog som en skærende smerte gennem kraniet, og nye, uvante, voldsomme lyde gjorde mig konfus. Allerede nu indså jeg, hvor privilegeret jeg havde været i mange år i min relativt afdæmpede verden. Hvordan havde de andre dog kunnet holde dette inferno af støj ud i så lang tid? Men værre skulle det blive. Det var en strategisk forkert dag, jeg havde valgt, skulle have engelsk i 8. klasse i min første time, som var mellem klokken 10 og 11, altså ved den tid, hvor de fleste er ved at blive vågne. De havde lige fået karakterbøger, nogle var sure over dommen og råbte højt, klaskede rasende med bøgerne, og en jagende infernalsk spektakel jog gennem de forbandede apparater. Det blev for svært, jeg gik udenfor og pillede hele anlægget ud af ørerne hurtigt, lettet og smådøv retur.

Men man vænner sig forbløffende hurtigt til de nye lyde, kun et par ugers trængsler eller så. Og man gør sig selv en stor tjeneste ved at være åben og vedstå miseren. Desuden kan man godt opøve et vist talent for hørenedsættelse ved at flytte sig selv hen til den talende. Hurtigt og velvilligt, jo, energi kræver det. Men der kan unægteligt ligge en stor fristelse i at undgå alle vanskeligheder ved selv at føre ordet i enhver situation. Men den model dur ikke, sky den, man får hurtigt ry for at være en »dårlig lytter«, desuden oplever man jo kun sig selv, hvilket trods alt i længden er kedeligt.

Da senere tinnitussen stødte til, fik man det næste chok, men rolig, også det kan man til en vis grad vænne sig til. Det handler om at blive afledt musik, radio.

Jeg vil råde alle mine lidelsesfæller til ikke at nøle med den optimale digitale apparat-hjælp. Samt søge væk fra de mere hørekrævende timer med store hold. Små hold, tæt på, sikken en lettelse, det blev for mig de senere år og skam få den skole og de kolleger, der ikke har fuld forståelse for det.

For nu er I vel solidariske derude?

Med gru tænker jeg på de mange børn, der også må lide under påtvungen støj.

Jeg kunne slukke. Det gjorde jeg, når jeg havde gårdvagt. Og af og til af helsebevarende grunde under lange trælse møder. Både de dødkedelige og de sindsoprivende forkerte.

Else