NETopNU

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I forbindelse med indsamlingen søndag den 5. oktober har vi i denne uge rettet blikket mod hjemmesiden for Dansk Røde Kors www1.drk.dk

Det er en overordentlig velstruktureret hjemmeside med en meget klar opdeling og en side, der i forbløffende grad har taget højde for brugernes behov.

Siden rummer meget absolut relevant og interessant stof, men set med lærerøjne er det mest interessante naturligvis skoletjenesten.

I skoletjenesten kan man få generelle oplysninger om Røde Kors, læse om det internationale og humanitære arbejde og bestille materialer udarbejdet af Røde Kors. Materialerne dækker over så varierede områder som beretningen om Chen og Thong i Laos, førstehjælp, unge i krise og gadebørn og er gratis, der skal blot betales for porto og ekspedition. Det meste af materialet findes i trykte udgaver og kan sendes, mens andet blandt andet lærervejledninger kan printes ud direkte fra siden. Enkelte opgaver skal bruges direkte på nettet, for eksempel en sød lille film, der fortæller om en dansk piges besøg i Uganda.

Siden med skoletjeneste henvender sig til både lærere og elever og bærer præg af en god forståelse af det daglige skoleliv: eleverne får forslag til emner, de kan beskæftige sig med, de får at vide, hvor de kan henvende sig for at finde ud af mere, der er en henvisning til Emus projektopgavesider, og sidst, men ikke mindst, bliver de opfordret til selv at søge oplysninger og bruge de muligheder, de har, før de ulejliger Dansk Røde Kors. Budskabet er klart: her er de relevante steder, søg dine oplysninger selv, så vi fra Røde Kors kan koncentrere os om at hjælpe dem, der trænger. Et budskab, enhver kan forstå nytten af, og samtidig er det hele holdt i en fin og sober tone. På samme måde opfordres man høfligt til at søge informationer på nettet frem for per automatik at bestille materialer, der skal sendes.

Har man efter at have brugt nettet stadig spørgsmål, er der en mulighed for at benytte »Spørg Jørgen«, hvor Jørgen Poulsen og hans medarbejdere sidder parate til at besvare spørgsmål.

At der særlig er tænkt på projekt- og emnearbejder, viser servicen med en side med billeder, man frit kan downloade og bruge i opgaver. En fin detalje, der samtidig forhåbentlig er med til at skærpe elevernes bevidsthed om ophavsrettighed.

Har man fået lyst til at arbejde med Røde Kors i Danmark i forbindelse med indsamlingen, har Røde Kors udgivet et idékatalog på tyve sider med forslag til undervisningsforløb ud fra de fire temaer: sult, krig, naturkatastrofer og Røde Kors i Danmark.

Idékataloget er rettet mod 7.-9. klasse og indeholder ud over diverse oplysende materialer også nødhjælpskiks og salt. Det bestilles naturligvis via hjemmesiden.

Vi kan ikke lade være med at nævne en lille kuriositet: På Røde Kors hjemmeside findes et minibilledanalysekursus, der guider eleverne igennem begreber som forgrund, mellemgrund, baggrund, gyldent snit, frøperspektiv og lader dem prøve kræfter med forskellige billeder. Ikke ligefrem dér, man som dansklærer ville finde på at lede. Men det er nu en glimrende øvelse, som vi glæder os til at afprøve med elever.

Skulle man efter at have beskæftiget sig med »Hjælp til selvhjælp« have fået lyst til at beskæftige sig med sig selv og selvhjælp i mere snæver forstand, kan vi anbefale et besøg på siden www.psykoweb.dk

I begyndelsen af et skoleår kan man nemt have meget travlt og føle, at tiden ikke rigtig slår til, og på Psykoweb er der faktisk en mulighed for at teste, om man er udmattet eller ligefrem udbrændt.

Man kan desuden få et gratis cyberkursus, et ud af 29 kurser, som er designet til »dig, som til dagligt arbejder tæt sammen med mennesker«. Kurset består af seks sider, hvor man får forklaret forskelle mellem at være udbrændt og stresset. Her finder man jobhistorier fra hverdagen med eksempler på en udbrændt lærer, sygeplejerske, sagfører og socialvejleder. Der er hjælp at hente med akutte råd og en test på side tre, hvor man kan afprøve sin sindstilstand. Når man trykker på startknappen, ryger man automatisk over til testen for mænd, så hvis man er af det kvindelige køn, skal man lige en omvej, der hedder »gratis test«.

I den gratis test kan man teste depression, læsehastighed, netafhængighed, arbejdsliv, selvtillid, stress eller hjernedominans. Alle de nævnte test er interaktive, så man får svar med det samme.

Siden rummer desuden 292 sider om psykologi udarbejdet og indsamlet af Ebbe Scheel Krüger og Else Marie Schultz og kan ud over at blive brugt til en selvfordybelse også bruges som inspiration til undervisning. Der findes fine cyberforedrag om forskellige emner såsom parforhold, børn af alkoholikere og mange flere. Vi kiggede nærmere på narcissisme.

Foredraget er delt op i en god introduktion, hvor der ligefrem bliver talt om god og sund egoisme, et interessant foredrag om Narkissos-myten. Siderne er gode, hvis man søger fagspecifik viden, og kan af elever også bruges i en fordybelsesfase, for eksempel i forbindelse med projektopgaven.

Uanset om man er stresset eller ej, er »Tre timer for dig livet for en anden« værd at huske. Og søndagen efter har vi efterårsferie.