Jeg skal love for, at Alexander Osmund (Folkeskolennummer 33) er ude med poten: Danmarks Skolelederforening nævnes, ligeledes begreberne 'gul fagforening' og 'skruebrækkeri'. Alexander Osmund argumenterer for, at ledere og personale skal udvikle skoler fra samme organisation.

For mig hører begrebet gule fagforeninger hjemme under LO-området, ikke her. Ser jeg mig omkring, er der masser af virksomheder og organisationer, som formår at udvikle sig, uden at mellemledere og underordnede af den grund er organiseret i fælles fagforening. Jeg ser det ikke som et problem, at skoleledere er medlem af for eksempel Danmarks Skolelederforening eller en anden organisation for ledere.

Og hvorfor nu det?

Styrelsesloven har ændret meget i vor danske folkeskole:

Før var lærerrådene en vigtig faktor i skolens demokratiske struktur, og man kunne på en måde sige, at skoleinspektøren 'var først blandt ligemænd'.

Nu har skolelederen langt flere magtbeføjelser: Lærere og andre kan spørges eller høres. Skolelederen refererer nu mere til sine foresatte på rådhuset; sjældnere står lederen som talerør for de ansatte på skolerne.

Sammenfattet til LO-området vil det sige, at skolelederen tidligere stod som en sjakbajs og er nu blevet værkfører.

Værkføreren og svendene står ikke i samme fagforening, heller ikke selvom værkføreren i sin tid som svend gjorde det.

På nær én enkelt leder har jeg aldrig set det som et problem, at mine chefer var i samme fagforening som jeg.

Når så, til gengæld, lederen og personalet på en skole ikke kan komme overens, så er der sandelig problemer: Så er kredsen og DLF engageret for begge parter. For eksempel optræder kredsformand som tillidsmand for lederen og kan så ikke uden videre samtidig gå ind på den anden side. En hel skoles lærere er unddraget den ressource, kredsformanden er. I kredsbladet er der også grænser for, hvad der kan skrives om en skoleleder, der samtidig er medlem af DLF, og sådan er det måske også i Folkeskolen.

Niels Flint

Farum