Det er med glæde, at jeg erfarer, at der nu gives tillæg til pensionen for 93-gruppen.

Efter at være blevet færdig på seminariet i juni 1989, var jeg så heldig at blive ansat som månedslønnet vikar fra august 1989. Det var et meget barskt tidspunkt at springe ud som ny lærer på, så jeg var selvsagt lykkelig for mit første vikariat.

Skolevæsenet var i krise, ved skoleårets slutning skulle en mængde lærere afskediges. Glad blev jeg, da jeg fik et nyt vikariat i en anden by.

Det ene vikariat afløste det andet i den samme kommune. Jeg følte mig heldig, jeg var en del af den danske folkeskole. Hvad »betød det« at skulle skifte kolleger, elever, forældre og fagkombinationer en-to gange om året, jeg ville jo gerne være lærer, og endnu havde jeg ikke været arbejdsløs. At måtte lade sig afskedige i sommerferien for at blive genansat efter ferien var også bare en »teknisk« del af rutinen.

Det var hårde tider psykisk og økonomisk, at binde sig til familie og hus var utænkeligt.

I november 1990 klagede jeg min nød til Bertel Haarder og Folkeskolen.

I 1990-93 forbedrede jeg min konkurrenceevne ved at tage et ekstra linjefag på aftenseminariet.

31. marts 1993 gik jeg fortsat i et månedslønnet vikariat.

Er det rimeligt, at den indsats, vi vikarer tålmodigt ydede gennem flere år, ikke skal belønnes?

Vi er mange år bagud i anciennitet og pension.