Det er uklædeligt tyndt, når Vagn Madsen i Folkeskolen nummer 9 anklager »Det alternative Sorø-møde« for at tage udgangspunkt i »de gale 70'ere«. De temaer, som blev behandlet på mødet i Kerteminde i august, var: 1) Folkeskolens almene indhold midt i en kompetencetid og 2) Den politiske styring af folkeskolen og det professionelle råderum. Det er højst aktuelle og oversete temaer i den offentlige debat.

Sociologen Jørn Loftager udtalte for nylig, at »man er gået fra at betragte undervisning som et mellemværende mellem en elev og et stofområde, som en lærer skal formidle, til at betragte det som en terapeutisk virksomhed, hvor det er bearbejdning af elevens forhold til eleven selv, der er målet«.

Hvis det er rigtigt, er der tale om en overbelastning af jeg'et, og det er et problem for en demokratisk og etisk ansvarlig udvikling af samfundet. Netop forholdet mellem sagen og »elevens alsidige, personlige udvikling« var genstand for mange forskelligartede indlæg på mødet.

Med hensyn til den politiske styring af folkeskolen betragtes den af et stigende antal lærere og ledere som værende endimensional, alt for detaljeret og mistillidsskabende. Danske politikere støtter sig i disse år i spørgsmål om folkeskolen mere til OECD end til den pædagogiske sagkundskab. Derved mister pædagogiske forskere og skolens praktikere status, indflydelse og professionelt råderum - og ofte troen på egne evner - og pædagogikken bliver mærkelig kraftesløs.

Der var væsentlige uenigheder repræsenteret på Det alternative Sorø-møde. Men stemningen var opløftende. Bestræbelsen på blandt fagfolk at drøfte og søge samling om alternativer til de herskende tanker på skoleområdet er tydeligvis påtrængende.