Debat

Hellere konkrete reformer end lyriske øvelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Bulgarien gik jeg engang ind på en restaurant og bad om spisekortet. Jeg kaldte på tjeneren og pegede på mit valg. Han slog ud med armene, og beklagede. Hmmn. Jeg pegede igen, men igen måtte han beklage. Sådan fortsatte det, til vi havde været kortet igennem. Jeg så op på tjeneren og spurgte, om der var noget, man kunne få. »Ja«, svarede han. »Det, der er i gryden derhenne«. »Hvorfor står det så ikke på kortet?« »Alle ved, at det er, hvad vi har«, svarede han. »Hvorfor har I så overhovedet et spisekort?« »Det har alle restauranter da, hr.«.

Hvis jeg fik henvendelse fra min bulgarske restaurant om en revision af deres spisekort, ville jeg nok foreslå dem at beholde det gamle, indtil de havde gennemført en række reformer i køkkenet. Det samme vil jeg sige til politikerne i den foreliggende situation: Behold den gamle formålsparagraf indtil videre, ikke fordi den er særlig fremragende, men simpelthen fordi den slags tekster ingen betydning har for skolens daglige liv. Ingen af dem, der dagligt arbejder i skolen, aner, hvad der står i formålsparagraffen. Og det er også lige meget, for ingen vil alligevel være i stand til at udmønte dens abstrakte begreber til konkret dagligt skoleliv. Desuden er 98 procent af den danske befolkning enige om, at formålet med at gå i skole er, at børnene lærer så meget som muligt, mens de har det rart sammen med deres kammerater og lærere.

Regeringens aktuelle snak om ny formålsparagraf er et forsøg på at give indtryk af at »gøre noget« ved en skole, der både fysisk og pædagogisk er forældet og skriger på reformer. Så mit råd til politikerne skal være: Forny skolens dagligdag først, så kan vi altid finpudse lyrikken bagefter.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget