Anmeldelse
Broderi
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En kreativ bog, der lægger op til, at vi med vores tøj sender signaler. Den personlighed, vi vil vise omverdenen, kan få afløb med broderi på tøjet. Her er sprælske, spændende og skøre ideer.
Forfatteren nævner i sit forord, at det er sjovt at brodere. Det behøver ikke tage lang tid og er ikke svært. Man glemmer stress og jag, så alle burde gå i gang. Bogen vil fint kunne anvendes af teenagere.
Der er ingen længerevarende broderier. Alt foregår på det tøj eller de sko, man allerede har.
Broderiet er udvidet til også at omfatte applikation, som kan være udklippede blade, der sys fast på tøjet. Det ser meget festligt ud, men tøjet skal åbenbart ikke vaskes, for applikationerne er blot kørt på med en stikning midt gennem delene, så efter en tur i vaskemaskinen er der vist kun trævler tilbage.
I de næste eksempler er det tyl og perlerækker, der er draperet og syet på.
Men så kommer de egentlige broderier med blomster og prikker på benvarmere, sweater og halstørklæde. Senere følger maskesting broderet som en springende hjort på en sweater.
Herefter vises eksempler på mere fabulerende broderier, hvor der er brugt stingtyper blandet af de velkendte klassiske sting. Motiverne kan være hentet fra tegninger eller skrift, hvor en nederdel er broderet raffineret på hele den ene bagbredde.
Et andet eksempel er cowboyjakken, der har fået et stykke broderet sofapude på rygstykket. Uden om svæver strikkede blade. Men også bånd kan bruges. Er de ensfarvede, kan der broderes på dem, eller de kan flettes ind i en undertrøje med huller.
Perler kan bruges som pynt oven på broderi, eller de kan danne selve broderiet. Det er der flere spændende eksempler på.