Folkeskolens leder:

Elevernes minister

Underrubrik

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Margrethe Vestager har igen fået afløb for sit idealistiske temperament. Denne gang er hun blevet grebet af hensynet til de danske skoleelevers ve og vel. Lige op til Det Radikale Venstres årlige landsmøde.

Men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at hun med sine udtalelser har fået fuld opmærksomhed på det urimelige i, at elever ikke er omfattet af arbejdsmiljølovgivning.

Fra at være noget, der havde undertoner af et fordi-vi-ikke-kan-finde-på-noget-andet- og skal-vi-nu-også-til-at-tage-eleverne-alvorligt-problem, er spørgsmålet om elevers arbejdsmiljø vokset med orkanstyrke, fordi skoleelever også er en slags mennesker, der deler skæbnefællesskab med voksne lærere, der er omfattet af arbejdsmiljølovgivning.

Når en indlysende uretfærdighed ender i syltekrukken over en alt for lang periode, giver det voldsom effekt, når låget endelig ryger af, så derfor er det modigt, at folkeskolens minister tager bladet fra munden og åbenlyst anerkender, at det ikke nytter noget at tie dilemmaet ihjel.

Men så kommer alle de løftede pegefingre og alvorlige miner og regnestykker i milliardklassen, som uundgåeligt leder tanken hen på, at naturligvis er det ikke et problem, der bliver løst med ét hug, men hvorfor er der ikke sket noget, og hvorfor er det så odiøst at nævne det?

Ministeren skal ikke klandres for at have rakt en hånd ud til skoleeleverne. Hun skal derimod klandres for ikke at have taget regeringens ledelse i ed.

Det er malplaceret med uovervejede udtalelser i så vigtigt et spørgsmål, hvis det handler om politisk promovering op til et landsmøde.

kac