Debat
Gå blot til inspektøren
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Næstformanden i Ballerup Lærerforening går i et indlæg her i bladet i rette med mine udtalelser i et interview for et par numre siden om den svenske aftale om lærernes løn og arbejdsvilkår.
Det oplyses, at jeg vælter mig i sladder og lommeuld. Resultatlønsforskrækkelsen føres endnu en gang rundt i manegen.
Jeg sagde i forbindelse med interviewet, at resultatlønnen er langt det mindste i lønreformen. Af dens fire forskellige lønmoduler vil funktions- og kvalifikationsmodulerne veje tungest. Men naturligvis er resultatlønsmodulet også en nødvendighed på en moderne offentlig arbejdsplads - også selv om jeg forstår, at Ballerups næstformand ikke mener sig egnet til at modtage løndele som følge af sine præstationer.
Fra Ballerup harceleres også over mine meget bløde bemærkninger om, at enhver chef véd, hvem af personalet der er særdeles gode, og hvem der er gode. Enhver chef kender naturligvis sit personale, så naturligvis er mine generelle bemærkninger herom indlysende rigtige.
Næstformanden bebuder, at han, desværre kun for sjov, vil henvende sig til sin skoleinspektør for at modtage vejledning om sine egne præstationer.
Det synes jeg, at han bør gøre med jævne mellemrum. Enhver chef skal være kvalificeret til at vejlede og videreudvikle sit personale, så det kan kun blive til folkeskolens fordel, hvis næstformanden - og forhåbentlig alle andre lærere - går ind i en dialog med deres chef om egen situation og udviklingsmuligheder.
Søren Andersen
Formand for lønudvalget i Kommunernes Landsforening