Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvor er det dog trist læsning, at man stadig ifølge vores fagblad (nummer 34, 'Al begyndelse er svær') betragter 1. klasse som starten på skolen. Mig bekendt går de allerfleste børn i børnehaveklasse før 1. klasse.
I de sidste ti år har min beskæftigelse været at indskole børn. Jeg betragter det som min vigtigste opgave at vænne børnene til skolens hverdag. Lære børnene gode arbejdsvaner - række hånden op - lære at lytte til hinanden - undervise i sproglig opmærksomhed - træne deres motorik - pirre deres nysgerrighed efter viden - ja, jeg kan blive ved!
Måske var det en ide at se på børnehaveklasselederens arbejdsvilkår endnu en gang. Hvis det er så barskt at starte i en 1. klasse, hvordan mon starten så kan opleves i en børnehaveklasse, hvor meget tid også bruges til at vænne nye forældre til skolens hverdag.
Måske burde Danmarks Lærerforening i forbindelse med de nye overenskomstforhandlinger kæmpe for en bedre omregningsfaktor til børnehaveklasselederne plus indregning af kursustid i tjenestetiden.
Ingrid Thorsen
børnehaveklasseleder
Tølløse Centralskole