I Folkeskolen nummer 35 citeres professor Dan Olweus, hvori han vender sig voldsomt mod at bruge mægling mod mobning. Min opfattelse er, at hans præmisser er skæve:

Som jeg sagde i nummer 35, bruges mægling verden over i sager om overgreb, og overalt melder de deltagende ofre om tilfredshed med mødet. Det danske konfliktråd er blevet til af hensyn til netop ofrets mulighed for at få luftet sin vrede og mindske sin angst.

Mægling supplerer det almindelige sanktionssystem såvel i samfund som i skole. Det erstatter det ikke. Intet samfund kan fungere uden love og myndigheder, der håndhæver lovene og griber ind, når de overtrædes. Heller ikke skolen.

Mægling er et personligt møde, hvor parterne ser mennesket i den anden. Ikke ved at blive venner, men ved at lytte under beskyttede rammer. En øget forståelse bliver vejen til respektfuld adfærd.

Mægling forudsætter, at parterne har en evne til at indgå i dialog. Det vil mange af de, der mobber, have, men ikke alle.

Mægling er ikke laissez faire. Det er den voksne mæglers opgave at sikre et trygt og sikkert rum især for den svageste part. Dette kan gøres ved forældres eller andre støttepersoners deltagelse. Kan der ikke sikres et trygt rum, skal der ikke være noget møde.

Mægling er og skal være frivillig for begge parter, og dermed er det ét værktøj blandt andre.

Alt dette burde være kendt stof i Norge, hvor der er konfliktråd i straffesager for unge og skolemægling på hver femte skole. Men i Norge er der også kamp på indhold og bevillinger mellem på den ene side netop Olweus og på den anden side den mangeårige mæglingsbevægelse.