Carsten Elbro fortæller i Folkeskolen nummer 29-33 om internationale læseundersøgelser og manglen på læseforskning. Debatten om læsning mangler efter min mening præcisering. Hvad er det, der diskuteres? Er det læseundervisning i almindelighed, eller er det undervisning af elever med læsevanskeligheder?

Læseundervisning har to sider, afkodningen og forståelsen/fornøjelsen.

Heldigvis er langt de fleste af os i stand til at lære at afkode, bare vi får læseundervisning. Derfra er det så op til os selv og lærerne at sørge for, at vi lærer at forstå det, vi læser, og lede os på vejen mod glæden ved at læse.

Men for de, der har problemer med afkodningen, er sagen helt anderledes.

Undersøgelser peger på en forbindelse mellem den fonemiske bevidsthed og læsning. Den ordblinde elev har svært ved at afkode de ikke lydrette ord. Men Carsten Elbro mener ikke, at det kan begrunde en ortografisk revolution. Men hvorfor ikke. Vi taler om fem-ti procent af en årgang, som ville få det nemmere med et lydret sprog. Hvis regeringen kan gennemføre en kommunalreform, så kan den vel også gennemføre en skriftsprogsreform, hvor man afskaffer store eller små bogstaver, ændrer bogstaver, som let forveksles (p,b,d), og skriver lydret.

Når jeg så læser Lars-Henrik Schmidts indlæg i nummer 34, bliver jeg desillusioneret. Det begynder ellers godt. Eleverne skal lære at læse på et videnskabeligt grundlag. Senere fremgår det, at man ikke er interesseret i den forskning, der skal vise, hvordan vi bedst hjælper elever med læsevanskeligheder, nej, læsning i dag er et spørgsmål om »udvikling af kommunikative interaktionskompetencer«. Tja, hvor fint kan det være, hvor meget kan man snakke uden om et problem, som har så store omkostninger for den enkelte og for samfundet?