Vanskeligheden ved at være forpligtet af den gældende folkeskolelov og samtidig skulle argumentere for en nødvendig afhjælpning af den lovskabte katastrofe i retning af en højnelse af vort uddannelsesniveau læses tydeligt ud af seniorforsker Vagn Oluf Nielsens »Kommentar« i Folkeskolen nummer 34. Forpligtet er han til et forsvar for den umulige differentierede undervisning i udelthedens kaotiske elevsammenrod og nødes derfor uden nærmere angivelse af metoden til en gold konstatering af, at læreren såmænd bare skal tilgodese den enkelte elev, samtidig med at udelthedens umulige muligheder skal fastholdes. To ender, erfaringerne har vist ikke når sammen, jo større rummelig udelthed man låser klasserne fast i. Han nødes derfor til at konkludere, at den enkelte elev skal tilgodeses individuelt, men ikke undervises individuelt. Og så skal man bare sørge for, at alle elever når samme fagmål, om end ikke i samme grad. Men hvordan lærer man eleverne den lille tabel i forskellige grader? Eller skal man bare sætte fagmålene så lavt, at alle elever når dem nogenlunde, og at ingen altså stadig skal lære, hvad alle ikke kan lære? Men i al denne tungetale taler han dog forbavsende realistisk om klasseundervisningens nødvendighed, hvilket nok udelukker ham fra ansættelse i Gentofte Kommune. Men altså for en gangs skyld vover en forsker at bryde urørlighedspanseret og pege på nødvendigheden af klasseundervisningens lærerstyrede, alsidigt engagerede og problemorienterede instruktion. Til gengæld må den reetablerede klasseundervisning finde sig i en tid endnu at være et beklageligt om end nødvendigt redskab underordnet tværfaglighedens projektdille.