Mere end 70 gange blev ordet givet til en delegeret under punktet »Overenskomst 05« på Danmarks Lærerforenings kongres i sidste uge. Om torsdagen blev der fremført mange synspunkter, ønsker og krav, men ved den endelige afstemning om aftenen var tilslutningen massiv.

Så Anders Bondo Christensen er politisk godt klædt på til de kommende forhandlinger, som begynder om kort tid. Enigheden er nemlig ikke blot overfladisk. På tidligere kongresser har der af og til været tendens til at pakke uenigheder ind i bløde konsensus-formuleringer, men formanden gjorde denne gang meget ud af at få de forskellige synspunkter frem i lyset, og sådan blev forhandlingsforløbet.

Der er fuld opbakning til hovedkravet om en forbedring af reallønnen gennem generelle lønstigninger, og der er enighed om at afskaffe Ny Løn og erstatte det med et lønsystem, der passer til lærerarbejdet og folkeskolens kultur.

Opbakningen var også massiv til at kræve forbedringer af pensionen for den gruppe overenskomstansatte, der indtil april 1993 havde ret til tjenestemandspension. Prioriteringen er dyr, men nødvendig. Gruppen blev svigtet dengang, og »oprydningen« kommer reelt ti år for sent. Derfor skal der bruges penge på en løsning nu. Kongressens diskussion stod alene om, hvordan de øvrige overenskomstansattes pensioner kan forbedres. Hvis det også skal ske denne gang, vil det uvægerligt betyde, at der bliver få eller ingen penge til generelle lønforbedringer eller at 93-gruppen svigtes igen. Enhver beslutning er en dilemmaløsning.

Kongressens styrke var, at de vanskelige diskussioner blev taget. Pensionstrolden fik navn, og det er forudsætningen for at kunne styre den.

En anden kongrestrold hedder arbejdstid, men uenigheden var til at overse. I hovedstyrelsen er der kun ét medlem, der ikke går ind for en ny arbejdstidsaftale. I kongressalen var der lidt flere. Men de er ikke imod af principielle årsager. De er betænkelige ved at rejse kravet igen, fordi de har svært ved at forestille sig, at KL vil besinde sig og opgive modstanden mod en aftale, som kan giver ledere og lærere et professionelt råderum. Men også på det område fik kongressen en god debat. Og man afmonterede fuldstændigt KLs påstand om, at lærere er ledelses-resistente. I en resolution, som blev enstemmigt vedtaget, slår kongressen nemlig fast, at man anerkender, at det er »skolelederne, der har ansvaret for at lede skolen og fordele arbejdsopgaverne«.

Så KL får endnu en chance for at bevise, at organisationens mange ord om kvalitet i skolen ikke er camouflage-indpakning af et ønske om fortsat udbygning af de økonomiske styringsmuligheder. Det kræver ægte forhandlingsvilje at nå frem til en løsning, som kan sikre skolens kvalitetsudvikling og ordentlige arbejdsforhold. For parterne kan ikke lave en mellemting mellem et regelsæt, der bygger på rene kontrol- og styringsmekanismer, og en aftale med professionelt råderum og tid til lederne til den nødvendige faglige og pædagogiske sparring med lærere og børnehaveklasseledere.

-th