Debat
Fraktion 4 og fremtiden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det må siges klart, at det ikke er økonomiske, men politiske grunde, der har ført frem til forslaget fra hovedstyrelsen til kongressen om nedskæring af hovedstyrelsesmedlemmer fra fraktion 4 fra to til et og samtidig forslag om en kraftig beskæring i stemmeretten for samme fraktion. Dette må stå klart for de delegerede fra de andre fraktioner.
Hvad vil DLF med pensionisterne? Svaret svæver i vinden. Hvis vi stadig skal betale kontingent, omkring 8,5 millioner, må vores hovedstyrelsesmedlem(mer) have stemmeret til næsten alt. Det er klart, at der ikke skal være stemmeret til kommunale overenskomster, men ordet ligeværdighed mellem fraktionerne må stå lysende klart. Vores hovedstyrelsesmedlem(mer) skal kunne stemme med ved opstilling af formandskandidat(er), og hvad med lønninger til formanden? Kursusejendommene er også en del af vor interessesfære, skal vi ikke have indflydelse på medlemspriser og ombygninger? Skal vi ikke kunne stemme ved budgettet? Vi betaler dog en klækkelig skilling til foreningens drift. Hvad med projekter, der sættes i gang af hovedstyrelsen, skal fraktion 4-medlemmet holdes udenfor? Det er ikke længe siden, at det store udviklingsprojekt blev sat i gang. Det kom i høj grad os ved. Særlig Fond er for en stor part betalt af de nuværende pensionister, men det tæller måske ikke med.
Jeg kunne blive ved, men stopper her med ordene: »Dette er ikke en udtømmende liste. Der er mange andre områder, som kommer os ved«.