Henning Hansen siger til Folkeskolennummer 33: 'Forskning skal ikke være nyttig, men tilstræbt sand'. Det lyder, som om han gør sig til talsmand for et positivistisk og naturvidenskabeligt forskningsparadigme. Dette underbygges, når han videre siger: 'Ubrugelighed er et grundvilkår for fri forskning'.

Jeg kan følge med, når vi taler om det naturvidenskabelige område, og hvor personlige interesser driver værket (hvilket ikke gør forskningen værdifri). Fysiske fænomener opfører sig stort set ens, om det er i København eller Odense, og hvis ikke, kan det forklares. Det er netop et af sandhedskriterierne. Sådan er det ikke på det pædagogisk-psykologiske område - for selv om børnene ikke opfører sig ens i en storby og på landet, er der ingen enkle forklaringer på det - og selv om jeg kan lave forklaringsantagelser på forskellene, er det ikke sikkert, de gælder for alle børn.

Det at stræbe efter sandhed, er et tvivlsomt projekt. Jo mere vi bevæger os over i videnskab om mennesker, jo mere sammensat bliver sandheden. Den er afhængig af tid, sted og person. Man kan forsøge at finde sandheden alligevel, eller man kan erkende, at sandheder ser forskellige ud alt efter synsvinkel, og inddrage den erkendelse i sin forskning.

Mig bekendt er der ingen forskere, som mener, at deres forskning er ubrugelig. Mennesket kan forklare og begrunde sine handlinger - og altså også forskning. At andre mener, at noget forskning er ubrugeligt, viser netop afhængigheden af tid, sted og person.Når man beskæftiger sig med mennesker og en folkeskole, der er til debat og økonomisk trængt, er der hverken tid eller råd til ubrugelig forskning. Mit argument er netop, at hvis forskningen foregår med praktikeren som medforsker, bliver risikoen for ubrugelighed minimeret.

Som jeg skrev i artiklen 'Udvikling og forskning må ikke skilles' i Folkeskolennummer 32, er forskning mere end udviklingsarbejde, og jeg er enig med Henning Hansen, når han siger: 'Udviklingsarbejderne har næppe ændret skolen som sådan ret meget'. Men det skyldes ikke nødvendigvis, at det er et dårligt udviklingsarbejde. Måske var det ikke hensigten, at det skulle ændre 'folkeskolen som sådan'. Desuden har man hørt om beslutningstagere, der 'overser' udviklingsarbejder.

Udviklingsarbejder kan eksponere, og forskningen kan underbygge betydningen af de betingelser, som skolen eksisterer med. Flere skoler arbejdet med fleksible skemaer, udviklingsarbejder, der har betydning for det enhedsprincip (en lærer, en klasse...) som skolen har levet med i årevis. Det kunne være et sted at sætte ind med forskning - at lave en så central betingelse, som må få konsekvenser for en lang række andre forhold i skolen. Det er måske blandt andet det, professor Mogens Nielsen tænker på, når hani nummer 33 siger, at det ikke er forskning, men engagerede lærere og skoleledere, der ændrer skolen. Men engagement gør det nok ikke alene, for hvis rammerne ikke kan ændres, så brænder de engagerede ud - eller finder andre græsgange. Forskerne må altså sammen med lærerne udvikle og kvalificere de betingelser, der er for at lave skole.

Gunnar Witt

lektor ved Zahles Seminarium

Forkortet af redaktionen