Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når jeg om natten drømmer om min efterhånden lange lærerkarriere, ser jeg mig selv sidde i en gummibåd, mens jeg sejler ned ad 'forandringens store flod'. I begyndelsen er floden så smal, at man kan se begge bredder, strømmen flyder roligt af sted, solen skinner, der er kun få skyer. Jeg kan ligefrem nå at se mig om, ja indimellem kan jeg nå at sejle ind til bredden og reflektere over, om det nu er den rigtige måde, jeg sejler på, er der noget, jeg kan gøre på en bedre måde. Indimellem dukker der en velmenende person op på bredden, der fortæller, hvordan jeg skal styre båden, men jeg kan dog nå at tage stilling til, om rådet er brugbart.
Men tiden går, strømmen bliver stærkere, det bliver sværere at holde kursen og styre båden. På himlen ses flere mørke skyer af pædagogisk varmluft. Der dukker flere personer op på bredden, der alle vil fortælle mig, hvordan jeg skal sejle: sejl til venstre, sejl til højre, sejl ligeud, sejl tilbage, sejl frem, du holder årerne forkert. Aldrig synes de, at det, jeg gør, er rigtigt.
Tiden går, floden bliver bredere. Himlen er helt mørk, indimellem ses et pædagogisk lyn. Der dukker små vandfald og skær op, båden snurrer oftere og oftere rundt, der dukker flere og flere personer op, der fra sikker afstand råber til mig, hvordan jeg skalsejle: ministre, ledere, elever, kolleger, forældre, pressen, forskere og mange andre. Alle råber de, at jeg skal sejle på en anden måde end den, jeg selv finder sikrest.
Nu går det stærkt, vandfaldene bliver store, tordenen brager, lynene knitrer ustandselig, turen minder mest af alt om en tur ned ad Niagara. Jeg kan efterhånden ikke se bredden mere, men de mange personers råb kan jeg stadig høre, selv om jeg ikke mere forstår, hvad de råber. Floden er nu fyldt med skær, møder, planer, målsætninger, team, tværfaglighed, evaluering. Årerne har jeg mistet, ankeret er forsvundet. Båden snurrer rundt i vanvittig fart uden for enhver kontrol. Jeg ved ikke mere, hvor jeg er. Fortvivlet griber jeg min radio og udsender SOS, men ingen hører mine nødsignaler.
Nu har jeg mistet båden, radioen er gået til bunds, jeg suser ned ad floden, kun med en halvvejs itureven redningsvest til at holde mig oppe. Oftere og oftere dukker jeg under.
Hvor længe kan jeg mon holde til den tur, kan jeg holde mig oppe, til jeg når pensionens frelsende bred, jeg ved det ikke.
Peter Frederiksen
Ansager
