Debat
I splid med sig selv
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når Undervisningsministeriet i en redegørelse går ind for at stille faglige, toårige forventninger til folkeskolens undervisning, er det selvfølgelig, om end det ikke må hedde sig, en bastant indrømmelse af, at man i ministeriet ikke længere tror på den udelte, fagnedbrydende folkeskolelovs fortræffelighed. Men når ministeriet så ikke vil tage skridtet fuldt ud og søge den uduelige lov fjernet, så er folkeskolen nu virkelig og synligt for alle blevet et hus i splid med sig selv. Hele dyngen af fortænkt og virkelighedsfjern pædagogisk oversmurt skøntale skal stå uantastet i forreste linie. Og bag linierne i det dunkle skal lærerne så arbejde på en genopretning af den faglige ruindynge. Der er et lusket skuespil, som Undervisningsministeriet ikke kan være bekendt at bede lærerne medvirke i. For det er jo ministeriets anløbne ære og overfladiske gode vilje, lærerne nu sættes til at forsvare. Hvad enten man elsker folkeskolelovens pragtfulde fatamorganasyner eller gruer over dens bundløse uegnethed som uddannelsesfundament, må man tilslutte sig Jens Raahauges yderst milde og venlige formulering: Der er noget, der ikke hænger sammen på Frederiksholms Kanal.
Vagn Madsen
Brønderslev