Vi er jo mange, der mener, at danske børn er for dårlige til at stave. De kan vist heller ikke matematik. Mon de kan noget sprog? Jeg har hørt, at de slet ikke bruger bøger. Og hvis de bruger bøger, så er de meget gamle, fra min egen skoletid. Og dengang var de heller ikke gode. Men de er bedre end dem, de ikke bruger i dag.

Et udvalg under Undervisningsministeriet har fundet ud af, at det skal der gøres noget ved. Børnene skal have nogle basale kundskaber og færdigheder, som man straks omdøber til kompetencer.

Disse kompetencer omdefinerer man så en gang til, så det hele bliver til, at man skal kunne måle, hvor langt et barn er nået på et givet tidspunkt. Så vil man kunne se, om skolen er effektiv nok. Og barnet vil kunne se, om det yder nok eller er klogt nok.

Man vil sågar måle på (evaluere) børnenes personlige holdninger og kvaliteter. Det bliver man nødt til af hensyn til, ja til hvad? Til fremtiden? Til politikerne? Til pressen?

Skolen skal ikke være effektiv, men god. Der skal være tid til den personlige kontakt mellem barn og voksen. Barnet skal ikke konstant forsøge at leve op til mål fastsat af de voksne.

Skolen er ikke en fabrik eller en butik, hvor kvaliteten kan ISO-certificeres.

Hvad med om vi begyndte et helt andet sted:

Børnene skal værdsættes, ikke værdisættes. De skal ikke leve op til, hvad man almindeligvis kan forvente. Nogle børn skal nå langt videre. Andre børn hænger lidt bagud, og nogle er slet ikke klar til den indsats, der skal ydes. Vi har dem alle sammen. Og der skal være plads til dem alle, selvom det er svært.

Lad børnene udvikle sig i deres tempo, sammen med ansvarlige voksne, der støtter, skubber og trækker. Der inspirerer, holder om og holder af. Der er fagligt dygtige og stolte. Så sker der udvikling.

Det er pinligt at opleve, at ikke engang lærernes egen organisation har tillid til det arbejde, som udføres på skolerne. DLF bør straks undsige sine udvalgsmedlemmer, hvis troværdigheden over for medlemmerne skal bevares.

Dan Gjerrild Søgaard

Skanderborg